Med børn som våben: Sophia var afskåret fra sin mor i 4 år. Hør hendes fortælling her

Hvis du følger min blog, ved du, at jeg bruger meget af min arbejdstid på sager, hvor der er tale om forældrefremmedgørelse. Forældrefremmedgørelse der i yderste konsekvens kan betyde, at barnet ikke har kontakt med den ene af sine forældre i længere tid.

Det er vigtigt for mig at være med til at fortælle de her børns historier. Det fortjener både de, men også de børn, der risikerer at ende i samme situation. Derfor har jeg valgt at dedikere dette blogindlæg og senere hen flere til netop dette.

I dette blogindlæg får du et unikt indblik i, hvordan Sophia oplevede sine forældres skilsmisse og det at stå midt i konflikten. Sophia blev udsat for forældrefremmedgørelse, fra hun var 11 år, til hun var 16 år. Sophia har af hensyn til sig selv og hendes familie ønsket at være anonym. Et ønske jeg har stor forståelse for. Navnet er derfor opdigtet, men det er historien ikke.

Jeg håber, at Sophias historie kan hjælpe andre børn og familier, der befinder sig i lignende situationer.

4 års adskillelse sætter dybe spor i både børn og voksne

Sophias fortælling er vigtig og helt særlig for mig, fordi jeg har været involveret i sagen, fra første gang Sophia ikke blev udleveret af sin far til samvær med sin mor. Sophias mor kontaktede mig for at få professionel hjælp til at håndtere situationen og sagen, mens den kørte. Hun ville være sikker på, at hun holdt sit fokus på Sophias behov og ikke lod sig rive med af hendes egne følelser. Det juridiske tog morens advokat sig af. Jeg har holdt mange samtaler med moren og Sophia hver for sig, men også sammen. Jeg var med, da fogeden iværksatte tvangsudlevering. Jeg har i de 4 år, Sophia ikke havde kontakt til sin mor, haft løbende samtaler med Sophias mor for at bearbejde sorgen og tale om de mange negative henvendelser, hun modtog fra far og Sophia og for at holde håbet om at se Sophia igen i live. Sidst, men ikke mindst, har jeg været med, da Sophia kom tilbage til sin mor efter 4 års adskillelse.

Sophias historie er vigtig at få ud, fordi den bliver fortalt set med hendes øjne, men også fordi den skaber håb for andre forældre, som i øjeblikket ikke ser deres børn på grund af forældrefremmedgørelse. Sophia tog nemlig kontakt til sin mor efter 4 års adskillelse. I blogindlægget får du Sophias råd til, hvad du kan gøre for at bekræfte dit barn i, at du stadig er der, og at du elsker dit barn. Jeg er meget taknemmelig for, at Sophia har givet mig lov til at fortælle dig hendes historie.

Du kan også læse mere generelt om forældrefremmedgørelse i mit blogindlæg “Forældrefremmedgørelse: Når du og dit barn bliver ofre” her og i blogindlægget “Forældrefremmedgørelse: En guide til, hvordan du hjælper dit barn” her.

Sophia følte, at hun skulle passe på sin far

Sophias forældre blev skilt, da hun var 9 år. Det var moren, der ville skilles, og faren blev meget ked af det. Sophia har to ældre søskende, og Sophia er efternøler. Sophia synes, at det var meget synd for faren, at hendes mor ville skilles. Sophia har haft en tæt relation til sin far, fra hun var helt lille. Far og Sophia lavede mange ting sammen. Sophia følte et stort ansvar for, at faren blev glad igen. Fordi Sophia syntes, at det var synd for sin far, tog hun også hans parti allerede fra starten af. Det var moren, der flyttede fra huset, og det var også moren, der først fik en kæreste. Sophia oplevede, at moren var glad, og at faren var ked af det. I den situation er det meget naturligt, at barnets sympati tilfalder den forælder, der er ked af det – fordi børn altid vil gøre, hvad de kan for at passe på mor og far.

Sophia husker, hvordan hendes far viste hende billeder af kvinder, mens han spurgte hende, hvem hun syntes, at han skulle date. Når Sophia tænker tilbage på det, tager hun kraftig afstand fra det. For et barn skal jo ikke blandes ind i det. Men det kan være svært at se, når man står i situationen – og endnu sværere at sige fra, når man er et barn.

Sophias far blev boende i huset sammen med de ældre søskende. De var så store, at de selv kunne bestemme. I starten var Sophia 7 dage hvert sted. Sophia husker, at forældrene havde svært ved at tale sammen og blive enige om tingene.

Da Astrid blev en del af Sophias liv

“Da far blev kæreste med Astrid, blev det for alvor værre. Astrid overtog alt. Hun styrede ret hurtigt det hele. Hun smed min mors ting ud. Hun blev uvenner med begge mine søskende, og fik min far til at smide dem ud. Han har ikke set dem siden, fordi de ikke ville sige undskyld til Astrid. Hun fortalte min far, hvad han skulle sige til min mor. Når jeg ser tilbage på det, er det jo helt sindssygt, hvad hun fik lov til,” siger Sophia.

“Min far flyttede hurtigt sammen med Astrid. De flyttede over 100 km væk, hvilket betød at jeg gik fra at have en 7/7-ordning til at have en 10/4-ordning. Jeg var hos min mor og hendes kæreste i 10 dage og 4 dage hos far. Det var virkeligt hårdt. Jeg savnede ham. Der gik ikke lang tid, før det blev rigtig svært for mig kun at være der i weekenderne.

Astrid havde et barn, der var jævnaldrende med mig, så jeg var nok også jaloux over, at hun var sammen med min far hele tiden. Når jeg var der, måtte jeg ikke tale om min mor, og de sagde rigtig mange grimme ting om hende. Alt, hvad min mor gjorde og sagde var forkert. Hun kunne ikke gøre tingene rigtigt. Min far boede jo sammen med Astrid og var forelsket i hende, så han gjorde alt, hvad hun sagde. Jeg ville jo også gerne have, at hun skulle acceptere mig og synes om mig, så jeg var meget opsat på at gøre Astrid tilfreds.

Det var rigtig svært. Jeg kunne ikke gøre tingene rigtigt. Jeg spiste forkert, talte forkert, havde dårlig tøjsmag, havde det forkerte tøj på, hvis min mor havde givet mig det, havde forkerte fritidsinteresser og så videre …” fortæller Sophia.

I sagsakterne kan jeg læse, at Sophia i en alder af 11 år kommer med udtalelser, såsom at hun skal gøre sig fortjent til at sidde med ved bordet, fordi Astrids barn ikke skulle påvirkes negativt af Sophia. I 2016 forsvarede Sophia denne adfærd med, at moren ikke havde opdraget hende godt nok.

“Jeg husker, hvordan jeg fik ros, når jeg sagde noget dårligt om min mor. Jeg talte Astrid efter munden, for jeg ville så gerne have, at hun kunne lide mig.

Når jeg havde været hos min far i weekenderne, var jeg så vred på min mor, mine søskende og min mors kæreste. Jeg sagde rigtig mange grimme ting til min mor, og jeg gjorde mange dumme ting mod min mor og min familie. Jeg troede jo, at jeg altid ville have min mor, og jeg var bange for at miste min far.”

Sophia har stadigvæk svært ved tale om det, der skete dengang

Sophia har ikke selv lyst til at fortælle om det, hun gjorde, hvilket er helt okay og meget naturligt for børn, der har været den slags igennem. Derfor får du min version af, hvad der skete.

Jeg kommer ind i sagen i marts 2016. Sophia er på det tidspunkt 11 år og 7 måneder. På det tidspunkt har moren ikke set Sophia i over en måned.

Faren har nægtet at udlevere Sophia efter samvær under påskud af, at Sophia er bange for at komme hjem til sin mor. Han har samtidig også holdt Sophia hjemme fra skole. Da faren ikke frivilligt vil udlevere Sophia, bliver der oprettet en udleveringssag i Fogedretten. På grund af helligdage og travlhed i retten kommer der til at gå alt for lang tid før første retsmøde. Tiden bruger Astrid og faren til at manipulere og farve Sophias syn på sin mor endnu mere negativt. Sophia bliver hørt, og den børnesagkyndige og dommeren fastslår, at der intet er til hinder for, at Sophia ikke skal udleveres til sin mor, der er bopælsforælder. Faderen nægter stadig, og til sidst bliver der effektueret en tvangsudleveringssag. På det tidspunkt har Sophia ikke set sin mor eller været i skole i næsten 3 måneder. Sophia bliver tvangsudleveret fra sin fars hjem. Faderen er passiv under hele udleveringen, og han hjælper på ingen måde Sophia. Forestil dig, hvor magtesløs, forvirret og ked af det, Sophia har følt sig i den situation.

Vi vidste, at Sophia var stærkt påvirket og fjendtligt indstillet, og moren ønskede min hjælp til at genskabe en kontakt til Sophia hurtigst muligt. Moren og jeg tog derfor Sophia med i et sommerhus langt væk i nogle dage for at genskabe relationen mellem moren og Sophia. Det lykkedes rigtig godt, og efter nogle få dage kunne vi få Sophia hjem i vante omgivelser, og hun genoptog sin skole. Det var tydeligt, at Sophia blev mere og mere lettet og faldt mere og mere til hjemme hos moren. Jeg havde en del samtaler med Sophia, og hun blev mere og mere samarbejdsvillig og nuanceret i hendes opfattelse af situationen. Hun var god til at fortælle, hvad hun gerne ville have, at hendes mor og far samarbejdede om.

Jeg havde undervejs flere samtaler med moren og Sophia, for at forsøge at imødekomme Sophia i nogle af hendes mange kritikpunkter. Moren skulle virkelig lægge øre til helt urimelige påstande. På de møder lykkedes det os, at få Sophia til at engagere sig og selv byde ind med, hvad hun og moren kunne gøre anderledes, men det holdt kun, indtil hun igen havde været hos sin far. Det var tydeligt for mig, hvad der foregik, og jeg italesatte ret hurtigt, at der var tale om forældrefremmedgørelse. Forløbet var følelsesmæssigt krævende for både Sophia, moren og andre berørte familiemedlemmer, som sådanne forløb altid er for de mennesker, det involverer.

Systemet – i dette tilfælde kommunen og Fogedretten – ønskede, at moren skulle håndhæve samværsaftalen, og faren skulle have samvær. Dette betød, at faren efter halvanden uge igen skulle have samvær med Sophia. De første to samvær gik efter omstændighederne nogenlunde. Sophia var negativt påvirket, når hun kom hjem til sin mor, men ikke i en grad, der gjorde, at vi ikke kunne få hende i balance igen. Så skulle hun på feriesamvær i 3 uger hos sin far og Astrid, og herefter tog beskyldningerne mod moren og familien til i stormstyrke. De forslag, Sophia selv var kommet med, blev nu latterliggjort, og Sophia gjorde alt for at sabotere relationen til sin mor.

Når systemet sætter i gang …

Efter første retsmøde om Sophias bopæl forværrede Sophias situation sig. Sophia var optaget af, at hun bare skulle holde ud de næste 2 måneder frem til næste retsmøde. I de 2 måneder indgiver Sophia flere politianmeldelser på sine familiemedlemmer. Hun går på skolelederens kontor og siger, at hun bliver slået af sin mor og hendes kæreste. Hele det kommunale system blev sat i sving efter det besøg. Efterfølgende møder hun flere gange op på kommunen og kommer med nye beskyldninger mod moren og morens kæreste. Hun kontakter Statsforvaltningen svarende til vores nuværende Familieretshus. Hun kontakter Børns Vilkår, og alle fik de samme grumme historie om moren og hendes familie. Sophias tankegang var ekstremt sort/hvid. Både i sit sprog og i sin adfærd viste Sophia massiv vrede og had mod sin mor. Igen og igen sagde hun, at hun ikke ville se sin mor mere, og at hun ville bo hos sin far. Moren oplever Sophia mere og mere uempatisk, og hun oplever, at Sophia på en måde virker fjernstyret. Sophia stikker også af fra skolen i den her periode.

Hvis du selv er blevet udsat for det kommunale system, så ved du, hvad det betyder, når systemet først bliver sat i gang, og man skal til at forsvare sig selv mod uberettigede beskyldninger. Jeg hjalp moren med at få hendes historie fortalt med fokus på Sophias behov i både det kommunale system, Statsforvaltningen og i retssystemet. Kommunen kunne både se og høre, at der var tale om en meget presset pige i en højkonfliktskilsmissesag. De fandt ret hurtig ud af, at der ikke var hold i anklagerne mod moren og familien. Da faren har ansøgt om bopæl på Sophia, skal sagen afgøres i retten. Hele den sagsbehandling tog alt for lang tid. Tid, som drev Sophia og moren længere og længere fra hinanden.

Ved andet retsmøde udtaler dommeren, at han godt ved, hvor Sophia vil få det bedst, men fordi hun har så meget modstand, og fordi hun laver den ene anmeldelse efter den anden, bliver det svært at se, hvordan hun kan have bopæl hos moren.

Efter den besked har moren, morens advokat og jeg en samtale. Ingen af os kan se, at faren på nogen måde vil sørge for, at Sophia kommer på samvær hos sin mor. Moren ønsker på ingen måde at rive Sophia midt over. Og som situationen er, hvor Sophia er så hadefuld mod hende, vil hun hellere give Sophia helt fred og ro ét sted. Moren meddeler derfor retten med tungt hjerte, at faren får bopælen, og at hun ikke ønsker samvær med Sophia af hensyn til Sophias psykiske trivsel.

Moren fortæller også selv Sophia, at hun nu skal bo hos sin far, og at hun ikke skal have samvær med hende. Det var en meget tung besked, som blev givet i kærlighed til Sophia. Ingen af os kunne se, at faren ville sørge for, at Sophia kunne få lov til at have det godt i begge sine hjem på samme tid. Tværtimod forudså vi, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun helt mistede kontakten alligevel. Moren ønskede ikke, at Sophia skulle bære det ansvar, så derfor tog hun den hårde beslutning. En beslutning, der kom helt bag på Sophia, på trods af at moren havde italesat det overfor Sophia flere gange i forløbet op til det skæbnesvangre retsmøde. Sophia blev naturligvis frygtelig ked af det.

Når jeg spørger Sophia i dag, hvad hun kan huske fra den tid, svarer hun, at hun ikke kan huske særlig meget. Det, hun kan huske, er, at faren og Astrid skålede i champagne, mens hun selv var meget ked af det, selvom hun ikke måtte vise det. Hun skulle være glad.

Sophia siger: ”I dag kan jeg ikke holde ud at tænke på det, jeg gjorde. Jeg skammer mig helt vildt. Den eneste undskyldning, jeg har, er, at jeg kun var 11 år, og jeg var rigtig bange, fordi jeg frygtede for at miste min far. Han havde jo tidligere smidt mine søskende ud, så jeg vidste, hvad der ventede, hvis jeg ikke gjorde, som Astrid sagde. Min far hjalp mig overhovedet ikke. I dag tænker jeg, at min far virkelig må hade min mor, siden han kunne gøre det, han gjorde mod mig.”

Sådan oplevede Sophia det dengang, hvor hun mistede kontakten til sin mor

“Jeg havde slet ikke set det komme, at jeg kunne miste kontakten til min mor. Jeg troede, at hun altid ville være der, uanset hvad jeg gjorde. Hun var den stærke. Det var min far, der var den svage, som jeg skulle passe på. Det var en rigtig hård tid. Min far hjalp mig ikke. Han var bare glad for, at retssagen var overstået. Han magtede slet ikke at køre sagen. Han syntes, det var mentalt hårdt. Min far kiggede bare på. Det var Astrid, der styrede det. Alt gik gennem Astrid. Det var også hende, der sagde, hvad jeg skulle sige og gøre. Jeg tror ikke, at en 12-årig normalt får en tanke om, at man vil anmelde sine søskende for vold, som ikke er blevet begået. Jeg skammer mig så meget. Men jeg vidste ikke bedre dengang.”

De 4 års adskillelse set fra Sophias perspektiv

“Jeg har haft det rigtig hårdt. Jeg havde lyst til at ringe til min mor flere gange. Det var ekstremt ensomt. De havde fået mig til at tro, at min mor ikke ville have noget med mig at gøre – at hun hadede mig. Jeg sagde til mig selv, at så skal jeg i det mindste få det til af fungere i denne her familie. Jeg satte mig selv helt til siden for at få dem til at acceptere mig og elske mig. I bund og grund var det psykisk vold mod børn, jeg blev udsat for. Og det var svært at få Astrid til at holde af mig. Det lykkedes aldrig.

Jeg måtte ikke tale alene sammen med min far. Astrid ville vide, hvad vi talte om. Jeg havde derfor ikke alenetid med min far. Astrid måtte gerne have alenetid med sit barn. Jeg ved, at min mor har forsøgt at ringe til min skole. Men min far og Astrid fortalte mig, at mor syntes, jeg var psykisk syg, og så blev jeg naturligvis sur på min mor. Det har været helt utrolig hårdt for mig kun at få fars og Astrids version. Jeg var vant til at høre det hele fra en side, og de tvistede ordene hele tiden. Jeg fik hele tiden Astrids version. Hendes holdninger. De har fucket med min hjerne. Alt, hvad jeg husker, er Astrids holdninger. Når man får det samme at vide igen og igen, så glemmer man til sidst det, man selv så ske. Til sidst tror man jo bare på det, de siger.”

En dag fik Sophia nok – hun var nødt til at prøve at genskabe kontakten til sin mor

“Jeg var kommet så langt ud. Jeg kunne ikke leve der mere, så ville jeg hellere bo på gaden. Jeg tænkte, at jeg aldrig kunne blive til den, de ville have mig til at være.
Jeg har flere gange tænkt på, at jeg ville ringe til min mor. Jeg måtte prøve lykken og finde ud af, om det, far og Astrid sagde, virkelig var sandheden, eller om de løj for mig. Det værste, der kunne ske, var, at far og Astrid havde ret.”

Det første møde efter 4 år fra hinanden

“Det var mærkeligt at se min mor første gang. Vi er meget forskellige. Og vi kendte jo ikke hinanden længere. De var også flyttet. Det har været meget forvirrende at høre mors version. Hvordan hun oplevede det. Det var meget forskelligt fra den version min far og Astrid har givet mig. Det var meget skræmmende. Det har også været svært at høre og se, hvor ked af det min mor har været. Og vide, at det var mig, der gjorde hende så ked af det …”

Forestillinger, håb og drømme

“Jeg turde ikke at forestille mig ting, at håbe på noget eller drømme om noget. Jeg var så bange for at blive skuffet. Det var med bævrende hjerte, at jeg ringede efter min mor. Det var helt vildt, for min mor kom med det samme og hentede mig. Jeg har været hos min mor siden december 2020. Det var virkelig surrealistisk at være tilbage. Det var så rart. Jeg havde længtes helt vildt efter at få et kram af min mor. Nu kan jeg få alle de kram jeg har behov for. I starten forsøgte min far og Astrid at få mig tilbage. Heldigvis lykkedes det ikke.

Jeg havde rigtig svært ved at tale med min mor om, hvad der var sket de sidste 4 år. Jeg var stadig meget farvet af fars og Astrids meninger om min mor. Heldigvis ringede min mor til Bettina, og så fik hun mig ind på Joannahuset.”

I samtalen med Sophia og moren gik det ret hurtigt op for mig, at Sophia skulle have sit eget rum hos personer, som ikke kendte til sagen i forvejen. Jeg kontaktede derfor Joannahuset, som er et krisecenter for børn og unge. De ville gerne tale med Sophia og hjælpe hende. Det var den helt rigtige beslutning, at Sophia blev tilknyttet Joannahuset. Sophia har kunne tale frit om sin situation og sine behov. Hun har sammen med dem kunne finde sig selv igen.

Et liv med kontrol, der pludselig ikke var Sophias eget

I tiden fra Sophia flyttede ind hos sin mor og frem til nu, er faren og Astrid fortsat med at chikanere Sophia så meget, som de overhovedet kan. De spreder løgne om, at Sophia er utroværdig, kriminel og psykisk syg.

De nægter at udlevere Sophias personlige ejendele. Ting, hun har lavet i skolen, billeder med mere. De bliver i stedet smidt ud.

Juridisk vil faren ikke afgive bopælen frivilligt. Derfor fik moren den først, da Sophia havde boet hos hende i cirka 3 måneder. Så lang tid skal der gå, før bopælen bliver overført på grund af CPR-lovgivningen. Det havde betydning for lægebesøg, sygesikringskort, oprettelse af Nem-ID og adgang til netbank.

Sophias far forhindrede hende også i at starte op på en gymnasial uddannelse. Det krævede hans tilladelse, da de havde fælles forældremyndighed. Sophia har derfor spildt et år af sit liv. Han ville heller ikke skrive under på, at hun måtte få et pas. I sidste øjeblik inden afrejse får moren midlertidigt fuld forældremyndighed, og Sophia får et eksprespas, så Sophia kan komme afsted på ferie med sin mor og sine søskende. Sidst, men måske allervigtigst, ville han ikke give tilladelse til, at hun kunne komme til psykolog.

Det betød, at Sophia har måtte deale med alle hendes udfordringer mere eller mindre alene. Den lille hjælp, hun fik, var igennem anonym rådgivning med en psykolog i kommunen og personalet i Joannahuset. Psykologen skrev efterfølgende, at Sophia havde været i et psykisk belastende miljø med megen kontrol og afstraffelse. Psykologen fastslår ligeledes, at der er et udtalt behov for at få bearbejdet de voldsomt belastende år hos hendes far og dennes kone og sammen med mor få bearbejdet bruddet til moren.

Sophias far dukkede ikke op til de møder, han blev indkaldt til i Familieretshuset. Han trak tiden ved at melde sig syg. Først lige inden sagen blev sendt i Retten, skrev han under på, at moren får den fulde forældremyndighed.

Ville Sophia gøre noget anderledes?

“Jeg ved ikke, om jeg ville være i stand til det. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været så bange for at miste. Jeg ville ønske, at mine forældre ikke havde lagt ansvaret over på mig. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet sige fra. At jeg havde været stærk nok til at tage væk meget før. Men det kunne jeg ikke. Og det er også ok. For jeg var bare et barn.

Jeg skammer mig så meget over, at jeg lavede anmeldelserne. Jeg blev manipuleret af min fars kæreste til at lave dem, og min far støttede hende i det. Det kan jeg godt se nu. Men derfor føler jeg mig stadig skyldig over, at jeg gjorde det, og lod mig manipulere af far og Astrid.”

Sophias råd til andre børn og forældre i samme situation

“Jeg vil starte med at sige til børnene, at det er okay at vælge det sted, hvor du helst vil være. Også selvom det gør din mor eller far ked af det. Som barn skal man ikke prøve at høre, hvad forældrene vil have, men lytte til, hvad man selv helst vil. Det er en umulig situation barnet bliver sat i. Det er ikke et ansvar, et barn skal have. På en måde ville det være nemmere, hvis der var en dommer, der besluttede, hvor man skulle være, men det er også svært for dommeren at gennemskue, hvornår børn bare siger det, deres forældre vil have dem til – og hvornår de siger det, de selv mener.

Jeg gik hele tiden rundt og var bange for at miste min far. Astrid har flere gange sagt, at hvis jeg så min mor eller min familie, ville jeg blive smidt ud af min far og Astrid. Men det er vigtigt, at huske sig selv på, at din mor og far elsker dig overalt i verden.

Hvis jeg skal give nogle råd til forældre, der bliver udsat for forældrefremmedgørelse, vil det være at sende direkte SMS’er til barnet. Man skal ikke sende den til den anden forælder. Min far og Astrid løj over for mig omkring, hvad min moren havde sagt. Jeg ville være blevet så glad over at få en SMS, selvom jeg ikke kunne vise det.

Når dit barn har fødselsdag, eller når det er jul, så send din hilsen eller en gave nogle dage før. Når jeg fik lykønskninger fra min mor og mine søskende, blev min far og Astrid sure, og det ødelagde min fødselsdag. Deres reaktioner var voldsomme. Men omvendt er det vigtigt at gøre noget ud af de dage, sådan at barnet aldrig er i tvivl om, at forældrene vil dem. At de er der, og at de ikke har glemt dem.

Husk på, at dit barn er på samme måde som din ekspartner, fordi de bliver påvirket. Det er ikke barnet, der taler frit. Det er nemmere for barnet kun at holde med den ene. Så det er i virkeligheden også bare barnets forsøg på at passe på sig selv.

Til sidst vil jeg sige, at man som barn skal huske på, at ens mor og far altid vil elske en. Og det er vigtigt, at forældrene også siger det. Jeg ville ønske, at min mor havde sagt: “Lige meget hvad vil jeg altid elske dig. Du skal ikke være nervøs for at komme hjem igen eller for at tage kontakt.” Så ville jeg ikke have bekymret mig så meget om det.”

Her er Sophia i dag

“Min mor og jeg er meget forskellige. Og det er svært for mig at ændre mit mindset. Jeg har fået en masse negativt at vide om min mor. Nu skal jeg tvinge mig selv til at danne mig mine egne indtryk. Finde mine egne holdninger. Jeg skal hele tiden tænke over, om det, jeg tænker eller mener, er mine egne tanker eller meninger, eller om det er fars og Astrids. Jeg har jo været hjernevasket. Det er enormt anstrengende, men det er vigtigt, at jeg gør det.

Det har været så dejligt at opleve, at min mor og jeg har kunne tale sammen. Og jeg har fundet ud af at det meste af det, som min far og Astrid har fortalt mig, er løgn. Min mor har overhovedet ikke været sur på mig. Hun har gået og ventet på, at jeg kom hjem igen. Jeg føler, at jeg har misset en vigtig del af mit liv ved at være adskilt fra min mor, mine søskende, min mormor og morfar. Det har været hårdt at tænke på. Jeg føler, at der er mange oplevelser og minder, som er blevet taget fra mig. For eksempel var min mor ikke med til min konfirmation, hvilket har gjort mig rigtig ked af det. Men nu skaber jeg nye minder sammen med min familie.

Jeg ser ikke min far længere. Og jeg savner ikke min far eller Astrid. Jeg savner mere de minder, jeg havde, fra jeg var lille. Jeg kan ikke lave om på de 4 år. Det gør mig ked af det. Jeg har brugt mange tanker på min mor og mine søskende. Alting har været meget kompliceret. Jeg kan ikke lide at tænke tilbage på de ting, jeg har gjort. Det var ikke mig. Jeg var en forvirret dukke, der ville gøre far og Astrid glade.

Det første år tænkte jeg, at det nok skulle blive godt, og at jeg ville få min mor at se igen snart. Når jeg prøvede at sige, at jeg ville se mor, fik jeg at vide, at så ville de ikke se mig. Det blev værre og værre. Jeg måtte ikke kalde min mor for mor. Det er svært at læse i sagen, at jeg ikke ville kalde hende for mor.

Det var godt, at jeg kom væk derfra. Jeg føler mig meget lettet. Jeg er så glad for at være sammen med min mor igen.

Jeg har været hos min far i 4 år for hans skyld. Det er et chok, at han ikke vil gøre noget for mig. Det er så rart, at min mor vil. Og så er det rart, at jeg ikke behøver at tænke på det hele tiden. At jeg ikke behøver at være skurken. I min fars øjne var jeg skurken. Og det tog mig lang tid at sige fra. Han og Astrid har presset mig hele tiden. Og jeg kunne ikke mærke mine egne følelser og holdninger til sidst.

Min mor har givet mig lov til at have min egen mening og mine egne holdninger. Min mor presser ikke på – hun giver mig plads til at have mine egne tanker. Det skal jeg vænne mig til. Jeg skal tænke anderledes, for nu er det okay, at jeg har min egen mening. Alting bliver ikke længere styret hårdt.

Det har været hårdt, at de har taget så meget fra mig. Og det er noget, jeg bliver nødt til at arbejde med. For det påvirker mig stadig.

Jeg ville ønske, at systemet greb børn som mig bedre. Der burde være mulighed for psykologsamtaler med det samme. For jeg var ved at blive ædt op indeni. Jeg havde brug for nogle værktøjer for at kunne få hjælp til at tackle alle de følelser. Og så var det et stort problem og en stor bekymring, at jeg skulle have min fars underskrift.

Det er svært at tale med den ene forælder om den anden forælder. I mit tilfælde skulle jeg jo også lige finde ud af, om min mor var en ven eller en fjende. Jeg havde svært ved at have tillid til hende i starten. Det gjorde min mor ked af det. Jeg ville ikke gøre hende ked af det. Men jeg vil gerne have bearbejdet det på en god måde.”

Sophia betalte den ultimative pris, da hun mistede kontakten til sin mor. Hun var kun 12 år og blev manipuleret af voksne mennesker tæt på hende. Voksne, som hun burde kunne stole på. I dag bor Sophia hjemme hos sin mor. Hun er i fuld gang med en uddannelse. Hun nyder sin frihed.

Der er ingen tvivl om, at Sophia er blevet brugt som våben af sin far og hans kæreste mod sin mor. Det har givet Sophia dybe ar på sjælen, som tager lang tid at bearbejde. Heldigvis har Sophia mange ressourcer. Hun er klar over, at hun har brug for hjælp, og hun er meget motiveret for at få hjælp. Hun har fokus på at få et godt liv.

Jeg håber, at du ved at have læst Sophias historie, har fået nogle gode råd til, hvordan du kan se på din egen og dit barns situation. At dit barn ikke hader dig, selvom han eller hun behandler dig dårligt. At der oftest er tale om, at dit barn bliver manipuleret til at hade dig. At du bliver ved at tro på, at dit barn har brug for dig.

Jeg håber, du kan bruge Sophias historie, hvis du eller dit barn bliver udsat for forældrefremmedgørelse, hvad enten det skyldes din ekspartners nye partner, narcisisme eller noget helt tredje. Og så håber jeg, at du vil mærke, at du aldrig er alene. Selv ikke, når det ser allersortest ud.