Få barnet i tale efter skilsmissen, og giv barnet et sprog for dets følelser

I dette blogindlæg vil jeg sætte fokus på, hvorfor det er så vigtigt, at du giver dit barn et nuanceret sprog for hans eller hendes tanker og følelser. Selv for voksne kan det være svært at udtrykke følelser med ord. Det er det også for de fleste børn. Mange skilsmissebørn havner desværre i situationer, hvor de løber tør for ord og ikke ved, hvordan de ellers skal udtrykke deres følelser, eller hvordan de skal argumentere for deres meninger og ønsker i Familieretshuset. Med andre ord kan børnenes manglende sprog for deres følelser altså få en stor betydning for deres fremtid. Derfor synes jeg, det er på tide, vi tager emnet alvorligt. Og derfor har jeg skrevet blogindlægget her.

Børnesamtalerne i Familieretshuset hjælper kun børnene, hvis de kan finde ud af at sætte ord på deres følelser og tanker

Der indkaldes på landsplan ugentligt mellem 70 og 90 børn til børnesamtaler, fordi forældrene ikke kan blive enige om samvær og bopæl. Derfor er det vigtigt, at der bliver sat fokus på, hvordan vi hjælper børnene med at få sat ord på deres følelser og tanker og hjælper dem med at mærke, hvordan de har det. For det er immervæk vigtigt, at børnenes hverdag fungerer, også efter en skilsmisse.

Du skal derfor forberede dig på, at jeg i dette blogindlæg taler rigtig meget om følelser.

I blogindlægget …

• vil du få et indblik i, hvad følelser er, hvor de stammer fra, og hvorfor de er vigtige for os.
• vil jeg give dig et kort overblik over de 5 grundlæggende følelser: glæde, vrede, angst, og ked af det, men også de sociale følelser som sorg, skam, skyld, jalousi.
• vil du få redskaber til hvordan du selv kan hjælpe dit barn med at tale om, hvordan det har det følelsesmæssigt, men du vil også få et kig ind i mit værksted.

Jeg vil med andre ord give dig et unikt indblik i, hvordan jeg samtaler med børn, og hvordan jeg forbereder børnene til deres samtale i Familieretshuset.

Nu tænker du sikkert “Jamen, så manipulerer du jo med barnet.” Til det må jeg svare klart nej. Der er ikke tale om manipulation af barnet fra min side. Barnet må mene og ønske lige det, han eller hun vil. Der er til gengæld tale om, at barnet ikke skal møde op til en børnesamtale i Familieretshuset fuldstændig blank og føle, at han eller hun bliver taget med bukserne nede, fordi barnet ikke ved, hvad samtalen går ud på eller kender konsekvenserne af samtalens indhold.

Barnet har kun et skud i bøssen, da han eller hun kun får én samtale af max en times varighed. I den samtale skal barnet forholde sig til meget store spørgsmål som for eksempel: “Hvem vil du gerne bo hos?” (bopæl), “hvem synes du skal bestemme over dig?” (forældremyndighed), og “hvor meget vil du se din mor og far?” (samvær).

Begreber som selv nyskilte forældre ønsker at have tid til at tænke over og måske også få forklaret konsekvenserne af. Jeg har set referater af børnesamtaler, hvor børn helt ned til 6-års alderen ved første møde skulle forholde sig og give sin mening til kende om ovenstående emner, hvis konsekvenser ville påvirke barnets liv i lang tid fremover.

Barnet skal have lov til at øve sig i at samtale om det, der er rigtig svært, uden at det har konsekvenser for barnet. Barnet skal have lov til at turde at sige sine ønsker højt. Barnet skal møde anerkendelse for, at han eller hun tør udtrykke sig og møde accept af, at hans eller hendes holdninger er vigtige. Barnet skal vide, at det er helt i orden at sætte grænser. Der skal arbejdes med, at barnet ikke lader sig styre af en loyalitetskonflikt over for forældrene. Børnene skal have forklaret begreberne bopæl, forældremyndighed og samvær i et sprog, der er i børnehøjde.

Derfor er det vigtigt, at børnene bliver klædt ordentligt på, så de ikke får givet nogle svar, som de fortryder, når den nye ordning træder i kraft i hverdagen og ikke længere bare er sagte ord.

At sætte ord på følelser og tanker, når far og mor skal skilles, kan føles umuligt, når man er barn

I min verden er det vigtigt at hjælpe børnene i det kaos, de står midt i. En skilsmisse er lig med kaos i større eller mindre omfang for et barn. Det er vi som voksne nødt til at erkende og forholde os til. Ydermere når barnets forældre er i konflikt med hinanden, giver det barnet yderligere udfordringer. Rigtig mange børn befinder sig i en voldsom loyalitetskonflikt, og alt for mange børn inddrages i forældrenes kamp mod hinanden. Det sætter børnene under maksimalt pres.

Usikkerhed og afhængighed af den voksne vil føre til, at barnet vil udtrykke det, forælderen forventer, at barnet vil sige. Hvis barnet bliver presset til at have en bestemt mening, vil det blive forstærket. Barnets egen mening er ikke fast. Den hviler på barnets afhængighed, tryghed og forudsigelighed fra de nære voksnes side. Hvilket skal tages med, når vi som fagpersoner tolker på barnets udtalelser.

En anden vigtig faktor er, at barnet ikke er i stand til at drage omsorg for sig selv. Barnet kan ikke konsekvensberegne beslutninger, der har længerevarende konsekvenser. Barnet har hverken livserfaring eller kognitiv kapacitet til den proces. Derfor bør vi i min optik nøje overveje, om børnesamtaler i Familieretshuset skal have så stor vægt, som de desværre har i dag.

For mig er det vigtigt at hjælpe barnet med at finde frem til barnets egne behov og ønsker. At barnet lytter til sine egne grænser og får mod til at være tro mod sig selv. Det er vigtigt, at de mærker efter, hvordan de har det og kan sætte ord på det. Derfor har de brug for et nuanceret sprog, der kan forklare, hvordan de har det. Barnet skal have hjælp til at distancere sig fra forældrenes konflikt, så barnet selv kan se sammenhængen, så det kan føre til barnets egen fortælling. Det er især nødvendigt i sager, hvor den ene forælder bruger sine børn som våben.

Hvis du mangler et godt pædagogisk værktøj til de svære snakke med børn efter skilsmissen, kan du læse mere om mine skilsmissekort og bestille dit eget sæt her.

Dog er det vigtigt for mig at pointere, at det ikke kun er skilsmissebørnene, der har glæde af at få udviklet et mere nuanceret sprog for deres følelser. Alle børn kan have glæde af at udvikle denne evne i barndommen, fordi det giver dem et stærkt fundament, som vil komme dem til gode resten af deres liv i alle de relationer, de kommer til at indgå i. Derfor har jeg nu også udviklet et sæt følelseskort med 35 forskellige følelser, som tager udgangspunkt Det giver børnene en unik mulighed for at forstå sammenhængen mellem, hvordan de har det, deres og andres kropssprog, mimik med mere. Du kan læse mere om følelseskortene her.

En kort historie om Andreas, der havde mistet troen på, at der var nogen voksne, der gad lytte til ham

Jeg vil gerne fortælle dig en kort historie om Andreas. Om, hvor vigtigt det er, at vi tager børns reaktioner på skilsmisse alvorligt. Andreas mor henvendte sig hos mig, fordi Andreas fik sværere og sværere ved at tage på samvær hos sin far. Han ville faktisk ikke på samvær. Han græd hele vejen, når han skulle afleveres. Andreas havde i skolen givet udtryk for, at han ikke ønskede at leve. Han gik rundt med kronisk ondt i maven, så meget, at hans sygefravær på skolen var bekymrende højt. Han var bange for sin far og turde ikke sige sin mening eller sige faren imod. Andreas oplevede, at alt skulle ske på farens præmisser. Andreas var også begyndt at rette sin frustration og vrede mod moren, som han oplevede tvang ham på samvær.

Da jeg mødte Andreas var det tydeligt, at Andreas havde mistet håbet om, at der var nogen voksne, der ville lytte og hjælpe ham. Han havde mistet tilliden til sine nærmeste voksne. Han havde svært ved at finde egne løsninger på problemet. Der var så meget, han gerne ville fortælle sin far, men han turde ikke. Han var bange for hans reaktioner, men han var også bange for, at faren ikke ville forstå det, han sagde. Faren havde det med at sammenligne Andreas med hans mor. Han devaluerede Andreas ved at kalde ham svag, og at han hang i sin mors skørter. Hverken mor eller Andreas følte sig respekteret af faren.

I første omgang mødte jeg Andreas med åben interesse for ham og hans liv. Jeg gav ham lov til at fortælle sin historie. Jeg afbrød ham kun med nysgerrige spørgsmål, som fik ham til at brede fortællingen ud. Jeg iagttog hans kropssprog og anerkendte ham for, at han ville lukke mig ind i hans verden, selvom det var svært, og da han blev ked af det, fortalte jeg ham også, at det er helt i orden at blive ked af det. Jeg italesatte det, jeg så i hans kropssprog, men jeg krydstjekkede om det stemte overens med det, han selv mærkede og følte.

I vores efterfølgende samtaler, og dem havde vi flere af, spurgte jeg nysgerrigt og respektfuldt ind til hans ønsker for fremtiden. Hvordan hans hverdag skulle se ud for, at han synes, den var rar at være i. Hvad det ville betyde for ham, hvis ønskerne gik i opfyldelse. Vi talte om, hvorvidt han ville have brug for hjælp til at tale med sin far, og hvem der kunne hjælpe ham. Jeg fortalte ham om børns rettigheder, for det er jo barnet, der har ret til samvær med begge forældre. De har også ret til at blive behandlet ordentligt og taget alvorligt. Vi talte om, hvilke tanker der fyldte, og hvordan han havde det i sin krop. Det var vigtigt for mig at give Andreas mulighed for at få et sprog for det, han følte i sin krop og hans tanker.

Det havde stor betydning, at Andreas fandt ud af, at han havde nogle rettigheder. I forløbet blev Andreas bedre og bedre til at give udtryk og sætte ord på sine følelser på en måde, der gjorde, at man ikke var i tvivl om, at han mente det. Vi fik talt om de forskellige samværsordninger ikke kun i ord, men også konkret, hvor vi fysisk satte de forskellige talkombinationer op. Jeg udfordrede undervejs Andreas ved at spørge, om han kunne fortælle mig med lidt flere ord, hvorfor han gerne ville det, han gav udtryk for. Det var ikke, fordi jeg ikke troede på det, han fortalte, for det var jeg ikke i tvivl om. Det var snarere ,fordi jeg gerne ville øve ham i at argumentere for sine holdninger. En evne, der er vigtig, når man skal samtale i Familieretshuset eller i Familieretten.

Undervejs i forløbet blev Andreas stærkere og stærkere i dialogen, og han blev mere og mere klar over, hvad han gerne ville. Så klar, at ikke ti vilde heste kunne få ham til at skifte mening.

Andreas fortalte efterfølgende, at han havde været til et møde i Familieretten, hvor den børnesagkyndige igen og igen  stillede det samme spørgsmål. Han fortalte også, at han følte, at den børnesagkyndige ville ændre hans meninger. Han havde fået at vide, at han skulle tænke sig godt om, fordi det kunne få konsekvenser for ham helt op i voksenlivet. Andreas holdt fast, for han vidste, hvordan det var for ham at komme på samvær, og det var ikke rart, men han følte også, at nu var han skyldig. Han fik også dårlig samvittighed over at lytte til sig selv. Derfor var det også nødvendigt for Andreas, at vi fik talt om hans møde i Familieretten. I udtalelsen stod der efterfølgende, at det var en meget afklaret dreng, der udtalte sig. En dreng, der kunne give et detaljeret billede af sine oplevelser i både det ene og det andet hjem.

I dag har Andreas det godt. Han har den ordning, han gerne vil have, og han trives. Han har ikke længere ondt i maven og har ikke mere fravær end hans klassekammerater. Mor fortæller, at Andreas også bruger sine nye redskaber til at sige fra over for sine kammerater, når de overtræder hans grænser eller gør ham ked af det. At Andreas har fået et mere nuanceret sprog, som inddrager hans følelser har også betydet, at Andreas nemmere kan slippe vreden og ked af det-heden.

Hvis du har lyst, kan du læse flere historier fra mit arbejde med børn i blogindlæggene ”Med børn som våben: Sophia var afskåret fra sin mor i 4 år” og “Min ekspartner gør det umuligt, og det offentlige system hjælper heller ikke mig og mine børn” her.

Du kan også læse mere om mine skilsmissekort med børns skilsmissetanker eller samtalekort om følelser her, som tager udgangspunkt i mine mange samtaler med børn og unge som Andreas.

Børn har ret til deres egen stemme

Så i mine samtaler med børn har jeg fokus på at hjælpe børnene med at finde deres egne grænser. Lytte til deres egne behov. Slippe loyaliteten over for forældrene for til gengæld at være tro mod dem selv. Som du nok har bemærket, kan den transformering ikke ske på én samtale, og det skal den heller ikke. Barnet og forældrene er vævet ind i mere eller mindre sunde mønstre, som det tager tid at forandre. Især teenagere efter skilsmissen kan være svære at nå ind på – og derfor kræver det flere samtaler, hvor tilliden langsomt bygges op.

I min optik er en enkelt børnesamtale udtryk for et øjebliksbillede. Som professionel bør vi have flere samtaler med det enkelte barn for at finde ud af, om der er tale om en her og nu-følelse, eller om det er følelser, der fylder barnet over tid. Samtalerne er også med til at nuancere billedet, og de kan være med til at den professionelle finder ud af, om det er barnets ønsker, eller om barnet taler for en af forældrene. For det er også vigtigt at få afdækket, og det er nærmest umuligt ved en enkelt samtale, hvor du både skal nå at danne en relation til barnet, skabe et tillidsfuldt rum for barnet og så samtidig tale om store emner, som barnet godt ved får konsekvenser for dem selv, men også deres forældre. Børn vil så nødigt gøre deres forældre kede af det.

Du kan også bestille enten et sæt skilsmissekort med børns skilsmissetanker eller et sæt samtalekort om følelser her, hvis du gerne selv vil i gang med at tale med dit barn, men har brug for lidt hjælp hertil.

Hvad er følelser? Og hvordan giver vi børnene et sted til deres tanker og følelser?

Det er vigtigt at forstå, at der er forskel på børns følelser og voksnes følelser. Børns følelser er af mere grundlæggende karakter og ikke så komplekse som voksnes. Følelserne er biologiske. Vi fødes med dem, og de giver os handlemuligheder. Vi græder eller flygter, når vi bliver bange, og vi siger fra, når vi bliver vrede. Det lille spædbarn giver os beskeder via deres følelser. Følelser er universelle. Vi har brug for følelser for at kunne træffe beslutninger, kommunikere og forstå andre mennesker.

Der er selvfølgelig også stor forskel på, hvordan voksne og børn forstår følelserne, kan sætte ord på dem og regulere dem. Barnet skal naturligt bruge barndommen til at videreudvikle disse medfødte evner.

Følelser kommer både til udtryk sprogligt, men for børn i særdeleshed kropsligt. Når et barn hænger i gardinerne og klatrer på væggene eller trækker sig og går langs panelerne, så fortæller deres kropssprog og deres adfærd, hvordan barnet har det indeni. Følelser er en indre oplevelse. Måden, vi oplever følelsen, er den vigtigste side af en følelse, men den er samtidig også den sværeste at beskrive; og endnu sværere for barnet.

Følelser påvirker os kropsligt. Tårerne pibler frem, halsen snører sig sammen, det gør ondt i hoved og mave.

Følelser påvirker vores tanker og vores handlinger. Vi kan trække os, eller vi kan blive udadreagerende, slå, løbe væk eller søge opmærksomhed.

Alle følelser er vigtige – både de svære og de lette. Der er derfor ikke noget, der hedder rigtige eller forkerte følelser. Følelserne kommer som en reaktion på noget, der sker, og som påvirker os.

Alle følelser er ok. Følelserne hjælper os til at overleve og forstå os selv og vores liv.
Følelserne kan ses som et indre kompas, der fortæller os, hvad vi har behov for, og hvad vi ønsker. Følelserne indeholder budskaber til os om os selv og vores værdier. Hvordan vi oplever andre. Den fortæller os også, hvordan vores relationer er til vores nærmeste.

Følelser kan også vise os vejen. Hvem bliver vi glade af at være sammen med? Hvem gør os triste eller kede af det? Hvad bliver vi glade for at lave, og hvad synes vi ikke om at lave?

Vi kan have blandede følelser. Vi kan overvældes af følelser. Vi kan have svært ved at rumme følelser. Vi kan sidde fast i følelserne. Vi kan have svært ved at sætte ord på følelserne eller finde ud af, hvad følelserne fortæller en. Følelser kan heldigvis også ændre sig, og børn kan gå fra sorg til glæde på et splitsekund.

Vi er ikke vores følelser, men vi får besøg af dem.

Du kan læse mere om, hvordan du hjælper dit barn gennem skilsmissen her.

I blogindlægget her om samtalekort og følelser, kan du også læse meget mere om, hvad følelser er, og hvordan vi håndterer dem.

Derfor er det vigtigt at lære dit barn at sætte ord på følelser og tanker

Når et barn rammes af skilsmisse, rammer det barnet følelsesmæssigt. Barnet skal have redskaber til at tackle sin vrede og sin sorg over forældrenes skilsmisse. At tale om følelser er med til at give barnet et sprog for, hvad de mærker i deres krop, og hvorfor de tænker, som de gør. Følelser hjælper os til at finde ud af, hvordan vi har det.

For at komme godt videre er det vigtigt at få talt højt om det, der sker, og hvordan det opleves af den enkelte. Det er vigtigt at få sat ord på det, der er svært. Det er det for voksne, og det er det også for barnet. Når vi taler med barnet, skaber det bedre mulighed for, at barnet begriber sit liv og de nye livsvilkår.

De fleste børn giver udtryk for, at de selv bliver kede af det, når de for eksempel bliver udadreagerende og vrede. Mange børn har svært ved selv at forstå, hvad der sker indeni dem, og nogle bliver ligefrem bange for, at der er noget galt med dem. Vi skylder børnene, at vi hjælper dem med at forstå sig selv.

Jo mere vi taler med vores børn, jo bedre bliver barnet til at kunne udtrykke sig. Rigtig mange forældre frygter børnesamtalerne i Familieretshuset og med rette. I dag er det nemlig sådan, at de enkeltstående samtaler oftest bliver udslagsgivende for, hvordan bopæl og samvær fordeles. Derfor er det også vigtigt, at børnene ved, hvad de skal ind og tale om, og hvilke konsekvenser deres udtalelser kan have på barnets kommende hverdag.

Jeg talte for nylig med en dreng, der hedder Jakob. Jakob var rigtig vred. Han havde været til børnesamtale i Familieretshuset. Han havde ikke fået at vide, eller han havde i hvert fald ikke forstået, at ordningen ikke bare kunne laves om, men at den skulle vare mindst et år. Det frustrerede ham.

10 tips til, hvordan du støtter dit barn i sin følelsesmæssige udvikling og giver plads til barnets egen stemme

Forældre vil gøre det bedste for deres barn. Ofte er det bare svært, fordi vi i stedet for at rumme børnenes følelser, prøver at fikse det, der er svært. Derfor har jeg her samlet 10 gode råd til dig, der gerne vil give dit barn plads til at udvikle sig følelsesmæssigt, så dit barn kan få skabt sin egen stærke stemme:

• Fortæl aldrig, hvad dit barn føler.
• Anerkend alle følelser.
• Tal om alle følelser.
• Lyt til dit barns fortælling. Det giver dit barn lyst til at fortælle mere.
• Invitér dit barn til at komme frem med dets egne meninger, skab et trygt rum, hvor dit barn kan udtrykke sig og hvor det tør spørge.
• Beskriv, hvad du ved, ser, fornemmer og tænker.
• Følg dit barns fortælling, vær anerkendende, støttende og spørg nysgerrigt ind til detaljer, hændelsesforløbet, følelser og tanker oplevet og fortalt af barnet. Drop løsningerne for en stund.
• Afstem dine spørgsmål efter, hvordan dit barn har det.
• Vis, at du gerne vil forstå dit barn.
• Ret ikke i dit barns følelser.

Alle forældre har det svært med at se, at ens barn ikke har det godt eller er ked af det, og selvfølgelig vil du gerne gøre noget, så dit barn bliver glad igen. Måden, du møder dit barn på i disse situationer, har stor betydning for dit barns udviklingsmuligheder, stemninger i huset, jeres samtaler og jeres samvær. Det bedste, du kan gøre, er at lytte åbent og nysgerrigt til dit barn, uden at du drager dine egne konklusioner, eller at du skal finde løsninger her og nu. Husk, at det er dig, som den voksne, der er ansvarlig for samtalen og rammerne omkring den. At tale åbent og nysgerrigt på samme tid kræver en vis øvelse. Hvis du er ny i denne disciplin, så er det godt at øve sig i samtaler, der ikke er konfliktfyldte.

Der er forskel på, hvilke spørgsmålstyper barnet vil have svar på. Det afhænger af barnets alder og udvikling. Jo mere bevidst du er omkring, hvad dit barn er optaget af, og hvordan et barn bedst modtager informationerne, jo nemmere bliver samtalerne mellem dig og dit barn. Her kommer en kort guide.

En kort guide til dig: Disse spørgsmål har dit barn brug for alt efter, hvilken alder han eller hun har

De helt små børn mellem 1 og 4 år lever i en konkret verden. I denne periode formes sproget, og barnet bliver i stand til at formidle sine oplevelser og give udtryk for sine følelser og begyndende tanker. Børn i denne aldersgruppe har brug for korte sætninger med konkrete beskrivelser af det, der skal ske i nærmeste fremtid. Samtidig med at det har brug for anerkendelse af dets følelsesmæssige reaktioner. Denne anerkendelse vil skabe tryghed og stabilitet for barnet.

Fra 3 til 6 år begynder barnet at kunne forstå, men også undre sig over sammenhænge og konsekvenser. De er optaget af at finde ud af hvorfor. Det er også en alder, hvor barnet stiller mange spørgsmål, hvilket kan være udfordrende for den voksne. Kognitivt vil barnet stille sig tilfreds med de svar, de får. De er endnu ikke klar til at reflektere, men de kan sagtens sige fra og gøre modstand, og mange af deres følelsesmæssige reaktioner kommer frem i deres adfærd. Følelser, der skal anerkendes og tales om. Barnet kan allerede fra 3 til 4-års alderen opfatte sig selv som årsag til aktuelle hændelser i dets liv. Skilsmissebørn vender oftest pilen indad og spørger sig selv: ”Er det min skyld, at mor og far skal skilles?” eller “Er det min skyld, at de skændes?”

Fra 5 til 9 år bliver barnet mere og mere optaget af de moralske aspekter. De inddrager moralske overvejelser i deres tanker, om hændelser og sammenhænge. Og de følelser, der er mere knyttet til de moralske spørgsmål, får større indflydelse på barnets adfærd og livskvalitet. Det skyldes, at barnet kognitivt nu er i stand til at drage sammenligninger af mere logisk karakter om konkrete forhold. I denne aldersgruppe er barnet optaget af regler og retfærdighed. Skyld og skam bliver også temaer, der fylder, og barnet reflekterer ofte over, om deres tanker og handlinger får konsekvenser for dem selv eller deres nærmeste. De bruger alt for meget energi på, om det, der sker omkring dem, er deres skyld, og konsekvensen af det er, at barnet kan gå med en stor følelse af skam. Om ting er retfærdige eller uretfærdige fylder voldsomt meget – både når det handler om dem selv, men også når det handler om andre. ”Det er mest retfærdigt” er et af de mest almindelige argumenter, jeg hører for, at børn i denne aldersgruppe synes bedst om en 7/7-ordning. De tilsidesætter gerne andre følelsesmæssige behov og sig selv i retfærdighedens navn. Barnets følelsesregister udvides naturligt i takt med, at de moralske aspekter og temaer som skyld og skam fylder barnets tanker.

Fra 8 til 15 år bliver barnet i stand til at tænke mere hypotetisk. De kombinerer nu det generelle med det specielle. Barnet er mere optaget af, hvad der er muligt at gennemføre, end det, der er faktisk muligt. Alle tanker er i spil, men de er ikke altid afstemt med, hvad der er realistisk muligt. Mange børn i denne aldersgruppe er for eksempel optagede af at forene forældrene igen og ser nemme løsninger på, hvordan det kan sættes i stand. Men de undgår ofte spørgsmålet: “Er det realistisk?” Når de bliver stillet dette spørgsmål, aktiveres følelser af vrede, og de kan blive kede af det.

Fra 12-årsalderen går barnet ind i en ny udviklingszone, hvor det bliver optaget af sin egen identitet: “Hvem er jeg, og hvor står jeg i forhold til det, der sker omkring mig?” Barnets selvbevidsthed øges, og barnet bliver mere og mere optaget af egne og andres meninger om dem. Vælger man at blive skilt, når børnene har denne alder, skal man være opmærksom på, at det kan true udviklingen af en selvstændig identitet, idet barnet kan opleve sig mindre betydningsfuld og se sig som et fravalg. Barnet har derfor brug for at få at vide, at de ydre omstændigheder og livsomvæltninger ikke har noget med barnet at gøre.

Ovenstående opdeling efter alder skal ikke ses for pålydende. Der vil være tale om flydende overgange. Et ældre barn kan sagtens have brug for, at forældrene fortsat giver svar, der er konkrete. Lige så vel, som det afhænger af, hvorvidt barnet er blevet fortroligt med en type spørgsmål og kan beherske og forstå spørgsmålene, før det er klar til at tage nye udfordringer op. Det vigtigste er, at barnet bliver mødt med forståelse og anerkendelse for deres tanker og følelser og ikke bliver mødt med afvisninger eller modargumenter.

Disse ting skal du være opmærksom på, når du samtaler med børn

For at ridse det helt tydeligt op, bør en god børnesamtale i min optik …

• være støttende
• være bearbejdende
• være informationsgivende
• være undersøgende og nysgerrig på barnets oplevelser og følelser
• give barnets fortælling plads
• afdække barnets egne erfaringer
• give barnet plads som medvirkende
• få barnets vilje og meninger frem.

Ord er ikke nok. Det handler om, hvordan ordene deles i det følelsesmæssige dialogiske øjeblik. Det er det, der er væsentligt – det som skaber med oplevelse for barnet.

I løbet af samtalen er det vigtigt, at du opsummerer det, du har fået fortalt. Gør det, når barnet stopper op. Pausen opstår, fordi barnet gerne vil sikre sig, at du har hørt og forstået dets fortælling. Når du er færdig med opsummeringen, vil barnet ofte selv fortsætte fortællingen. Opsummeringen bidrager til, at barnet bearbejder det sagte. Fortællingen skaber et bånd mellem dig og barnet. De løbende opsummeringer er med til at bygge et stillads, der kan hjælpe barnet med at forstå sine erfaringer. Du kan hjælpe dit barn med at få sat ord, symboler og begreber på barnets oplevelser og erfaringer.

Magtbalancen mellem dig og dit barn kan begrænse eller frigøre barnets muligheder for at udtrykke sig. Barnet kan tie, fordi det frygter for relationen til dig, som det også er afhængig af for groft sagt at kunne overleve.

Er du professionel og har samtaler med et barn, hvor samtalen handler om forældrene, skal du være opmærksom på, at forældrene kan være indirekte til stede under din samtale med barnet. Samtalerne handler for et barn om at blive forstået, støttet og betrygget i sine vigtige relationer til forældrene. I samtalen søger barnet sin egen identitet.

De 8 grundlæggende følelser, der ligger bag børns reaktioner

Der er 8 grundlæggende følelser, som vi har med os fra den dag, vi bliver født. Det er følelser, som alle kommer i kontakt med på et tidspunkt i deres liv. De grundlæggende følelser er glæde, tillid, frygt, overraskelse, tristhed, afsky, vrede og nysgerrighed. De 4 følelser som børn kender bedst er glæde, vrede, frygt og tristhed.

Vi er ikke vores følelser, men vi har dem. De kommer og går, og styrken på dem kan variere. Det kan opleves, som om at følelserne styrer os, men de kan reguleres, og det er vigtigt at lære, hvordan de reguleres, hvordan vi kan skrue op og ned for styrken. Følelser hænger sammen med vores tanker. De påvirker os fysisk, og de har betydning for, hvordan vi handler og reagerer kropsligt, men de er ikke os. Alt for mange børn identificerer sig med deres følelser. Jeg er vred. I stedet bør man se det som, at vreden er på besøg hos barnet i øjeblikket. At identificere sig med følelserne giver ofte barnet et negativt selvbillede. Nogle gange viser barnet nogle følelser udadtil, men har nogle andre følelser indeni. Det er ikke ualmindeligt, at skilsmissebørn kan virke vrede og aggressive i deres adfærd, men bliver man nysgerrig på at undersøge, hvad der ligger bag, er det oftest sorg og ked af det, som fylder og påvirker barnet.

Det er ikke ualmindeligt, at barnet tilpasser sine følelser til omgivelserne og andre menneskers forventninger. Barnet tilpasser sig for at blive accepteret, eller fordi de er bange for at blive afvist. Dette er desværre noget, jeg ser igen og igen i de meget konfliktfyldte sager og i sagerne med forældrefremmedgørelse og psykisk vold mod børn.

Lad os i første omgang koncentrere os om de 4 følelser, som børn kender bedst.

#1 Dit barn kan være glad

Følelsen af glæde gør os glade og fylder vores kroppe med god energi. Tankerne er positive. Kroppen er let, og man føler, at man kan næsten alt. Det kan føles som om, at glæden bobler indeni, og man smiler og griner. Det, der gør en glad, får man lyst til at gøre igen.

#2 Dit barn kan blive vred

Følelsen af vrede kan opleves, som om man er ved at eksplodere. Vreden fylder hele kroppen og vil ud. Den påvirker os, så vi kan få lyst til slå, sparke, råbe eller kaste med ting. Tankerne er vrede og negative, og de kan få os til at blive endnu mere vrede. Vreden kan påvirke os, så vi bliver røde i hovedet af raseri, øjnene lyner, og kroppen spænder op. Vreden kan føles som en vulkan, der starter med at ulme for til sidst at gå i udbrud. Vrede opstår ofte, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. For nogle skilsmissebørn kan vreden opstå bare ved, at barnet ser den forælder, de er vrede på.

#3 Dit barn kan blive bange

Når vi bliver bange, udløses det oftest af helt konkrete ting eller hændelser, vi har været ude for. Nogle børn er bange for mørket eller det at være alene hjemme. Når man bliver bange, så stiger ens puls, hjertet banker hurtigere, og man får lyst til at flygte fra det, der gør en bange. Nogle gange fryser ens krop, og man kan slet ikke bevæge sig. Nogle går i panik og skriger måske højt eller græder voldsomt. Andre kan føle, at de ikke kan trække vejret. Uanset hvordan man oplever det, så er det at være bange forbundet med et stort ubehag og frygt.

#4 Dit barn kan blive ked af det

Det kan ikke undgås, at man engang imellem bliver ked af det, men er man det i længere tid af gangen, er ked af det ofte forbundet med sorg. Når man bliver ked af det, kan det føles som om, man går i opløsning, man kan føle, man har en klump i halsen, og at man får ondt i maven, og tårerne triller. Det er ikke en behagelig følelse. Det er en følelse, hvor man hurtigt kan føle sig meget ensom, og nogle har brug for at blive holdt om og trøstet, mens andre har brug for at være alene. Som de andre følelser kan ked af det svinge meget. Det er godt at græde, for det hjælper kroppen til at blive mindre stresset. Tårerne forløser stress og spændinger i kroppen.

Hvis du har lyst til at læse endnu mere om følelser, og hvordan du kan bruge samtalekort til at få åbnet op for dit barns følelsesliv, kan du læse mere i blogindlægget “Samtalekort om følelser: Til dig, der gerne vil give dine børn et nuanceret sprog for, hvordan de har det” her.

Sorg, skyld, skam og jalousi: De nyere sociale følelser, der kan opstå efter skilsmissen

Nu vil jeg give dig en beskrivelse af nogle af de nyere sociale følelser, som kommer til, jo ældre vi bliver. De sociale følelser, jeg vil beskrive her, er sorg, skyld, skam og jalousi. Det er de følelser, som jeg ofte oplever, at børn tumler med og kan være stærkt påvirkede af, når jeg taler med dem.

#1 Når dit barn mærker en sorg over det, der ikke er mere

Sorg er en smertelig følelse, som altid er forbundet med tab. En skilsmisse vil påføre barnet et tab, som er sorgfuldt for barnet. Dødsfald og skilsmisse gør børn meget kede af det og kan også udløse sorg. Følelsen kan godt blive hængende i lang tid efter, at barnet har fået beskeden. Sorgfølelsen har mange ansigter og kan vise sig som tristhed, fortvivlelse, modløshed, opgivenhed med mere. Følelsen af sorg hænger naturligt sammen med kærlighed og glæden over noget, man har været glad for. Det er vigtigt at give barnet lov til at sørge. Sorgen afspejler barnets virkelighed og hverdag, der er blevet ændret for altid, og det ryster barnet. Sorgen og tiden arbejder med barnets selvforståelse. Barnet skal finde sig til rette i sine nye rammer og det nye livsvilkår med at have forældre, der bor to steder. Sorgen er meget smertefuld, men også healende på samme tid, hvis barnet vel og mærke får hjælp til at bearbejde den.

#2 Når dit barn føler, det er hans eller hendes skyld

Skyld er desværre en følelse, som rigtig mange skilsmissebørn føler, når de får at vide, at forældrene skal skilles eller løbende, hvis de hører, at forældrene skændes. Skyld er en følelse, der opstår, når man tager ansvar for noget, der går ud over en selv eller andre. Børnene tror for eksempel tit, at det er deres skyld, at forældrene skal skilles. Eller at det er deres skyld, at forældrene skændes. De tror, de har gjort noget forkert og med rette – for ofte skændes forældrene om noget, der omhandler barnet. Når man føler skyld, påtager man sig ofte ansvaret for at gøre tingene godt igen ved for eksempel at undskylde og trøste. Skyld er en af de sværeste følelser, men det er også en meget vigtig følelse. Det er en moralsk følelse, der får os til at kigge indad og gør os til sociale og ansvarsbevidste væsner.

#3 Når dit barn skammer sig

Skam er en moralsk følelse. Vi fødes som sociale væsner, som er afhængige af andres accept og anerkendelse. Vi vil gerne være en del af flokken. Det vil børn også. Børn kan føle skam, når de ikke lever op til deres forældres forventninger. Jeg ser det ofte hos de børn, der føler, at de er nødt til at vælge side mellem deres forældre. De skammer sig over deres handlinger og deres afvisning af den ene forælder. Skam kan få barnet til at føle sig forkert. Følelsen er ubehagelig, fordi den får en til at føle, at man er en, som man ikke har lyst til at være. Skam er en stærk følelse, som man ikke har lyst til at have. Den kan få en til at tie, kigge væk eller gemme sig. Den kan også påvirke barnet til at tage endnu mere afstand fra forælderen, som barnet inderst inde elsker. Skam kan også opstå, hvis man føler sig ydmyget eller talt ned til. Hvis man bliver udsat for overgreb, mobning med mere. Skam spiller en stor rolle i forhold til social regulering mellem mennesker. Skammen får os til at stoppe op og mærke efter, om vi er på vej i en forkert retning. Skam kan påvirke os til at blive sociale og ansvarsbevidste individer. Skam er kulturelt betinget.

#4 Når dit barn bliver jaloux

Jalousi er en ubehagelig følelse, der får os til at føle, at vi ikke er en del af flokken eller fællesskabet. Det er en følelse, der gør os usikre. Følelsen gør barnet bange for at miste kærlighed eller anerkendelse fra de vigtige voksne. Jalousi kan også gøre barnet vred, da barnet oplever det som en trussel. Jalousi er en vigtig social følelse, der gør os opmærksom på, at man mangler opmærksomhed, tryghed, anerkendelse eller kærlighed fra en betydningsfuld person. Mange skilsmissebørn oplever jalousi, når en af forældrene får ny kæreste efter skilsmissen. Børnene føler sig overset eller nedprioriteret. Børnene kan føle, at kæresten og dennes eventuelle børn får mere opmærksomhed end barnet gør.

Alle disse nye følelser og mange til er blandt andet afbilledet på mine skilsmissekort med børns skilsmissetanker. De tager nemlig afsæt i alle de nye følelser, problemstillinger og situationer, som børnene pludselig skal forholde sig til efter en skilsmisse. På en sådan måde at børnene forstår, at der ikke er noget galt med dem, når de pludselig mærker disse nye følelser.

Vi voksne er nødt til at vise børnene vejen. Vise dem, at alle deres følelser er helt okay

Som sagt rummer både børn og voksne mange følelser. Som alt andet i livet, er følelser noget, børn skal lære at kende og at håndtere. Det kræver et trygt rum at øve sig i, og voksne, der kan rumme barnet følelsesmæssigt og med kærlighed.

Når jeg taler med børn om deres liv og hverdag, er jeg nysgerrig på deres følelser. Jeg er nysgerrig på, hvordan de mærker dem, hvad de gør ved dem, hvem de taler med om deres følelser. Hvordan følelsen hjælper dem eller skaber problemer for dem. Sidst, men ikke mindst taler vi om, hvornår følelserne opstår. Hvilke hændelser eller tanker får dem til at føle, som de gør. Jeg arbejder meget med at gøre det konkret blandt andet ved, at vi tegner barnets følelser ind på en krop, som er tegnet på et stykke papir.

Jeg bruger Humørbarometeret med mange forskellige ansigtsudtryk. Jeg bruger skalaspørgsmål fra 0 til 10 for at finde ud af styrken på følelsen. Jeg bruger smileys med de 7 grundfølelser, som jeg både bruger i starten og slutningen af samtalen. Udover at bede børnene om at vælge en smiley, bliver det altid fulgt op med, at jeg spørger barnet, hvorfor de valgte netop den smiley. Når jeg bruger mine Skilsmissekort med børns skilsmissetanker på, spørger jeg ind til, hvordan barnet på kortet har det. Dels for at finde ud af, om barnet kan aflæse følelser, mimik og stemninger, men også fordi hvis billedet skaber genklang i barnet, så vil barnet bruge sine egne erfaringer og tale ud fra dem.

De 7 smileys med de 7 grundfølelser, jeg bruger, ser sådan her ud:

Jeg oplever, at mange af børnene, når jeg starter et børnesamtaleforløb op, ikke er vant til at reflektere over deres følelser. De virker også overraskede over, at nogen spørger dem om det. Jeg oplever, at børnene undervejs bliver rigtige gode til at reflektere og sætte ord på deres følelser og de hændelser, der påvirker dem efterhånden, som vi har flere og flere samtaler. Det næste, vi tager fat på, er at tale om, hvor vigtigt det er at lytte til sine egne følelser og turde sige fra

Mange børn synes, at det er pinligt at blive kede af det, jaloux og så videre. Jeg tror, at det vil hjælpe, hvis vi som voksne begyndte at tale om følelser, og at følelserne hjælper os med at forstå os selv, men også hjælper os med at finde ud af, hvad der er vigtigt for os.

Til det kan du enten bruge skilsmissekortene med børns skilsmissetanker eller mine samtalekort om følelser. Bring dig selv i spil, og vis dit barn, at du også godt tør være sårbar og tale åbent om, hvordan du har det – at der ikke sker noget ved at åbne sig op overfor nogle, man stoler på. Det er en kæmpe gave, du giver dit barn, som han eller hun vil få glæde af resten af livet.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du taler med dit barn og har brug for hjælp hertil eller for afklaring i forhold til, om en børnesamtale er det rigtige for lige netop dit barn, er du altid velkommen til at booke en opstartssamtale her.