Hvad gør jeg, når forældrene ikke lytter til, at deres tenagesøn ikke længere vil have en 7/7 ordning?

Kære Bettina

Jeg skriver, fordi jeg er i vildrede omkring, hvad jeg skal stille op i en svær situation med mine to bonusdrenge på 13 og 16.
Jeg har været sammen med drengenes far i 3 år og sammen har vi en lille dreng. Alle 3 børn er meget glade for hinanden og mit forhold til de store drenge er rigtig godt og kærlighedsfyldt. Jeg er en del yngre end deres far (15 år), og derfor tror jeg også jeg er en god mellemting mellem ven og forældre til at diskutere de lidt sværere teenageting som kærester, hvad der sker på snapchat og hvem der gjorde hvad til hvilken fest.
I takt med at vi er blevet mere fortrolige med hinanden får vi naturligvis også flere forældre-barn-lignende konflikter; jeg synes kun det er positivt, at de brokker sig som alle andre teenagere hvis jeg beder dem tømme opvaskeren – i den forstand, at vi opfører os mere og mere som egentlig familie, hvor man både tør sige imod og spørge om hjælp. Dejligt.

Nu til den svære del; den store dreng har i nogle år udtrykt at han ikke trives i sin 7-7 ordning. Tidligere talte han om, om det ikke kunne være 14-14, så der ikke var så mange skift. Det blev hurtigt fejet væk af forældrene selv. Senere hen har han igen fået sagt sine frustrationer højt, men ytre sig nok mere i retningen af, at han gerne vil være flere dage her. Ingen af gangene er der blevet reageret fra hans mor og far. Faktisk føler jeg, at det ofte er blevet ignoreret af dem, måske fordi det er for smertefuldt for dem selv at åbne op for snakken om, at den ene potentielt skal undvære sine børn mere.
Jeg forstår godt, at det må være svært for dem. Jeg synes bare ikke det er rimeligt, at det går ud over børnene. Det er jo ikke børnene, der har valgt at være skilsmissebørn. Jeg kan mærke på min kæreste, at han synes det er svært at starte dialogen omkring en ændring i ordning, fordi han nok godt ved, at det vil falde ud til hans fordel ift. mere tid med børnene. Jeg kan bare ikke lade være med at synes, at det er de forkerte følelser, der beskyttes i denne sag.
Den yngre bror på 13 begynder også at ytre på sin egen kejtede facon, at han er træt af sin mor. Vi hører ofte fra hende, at han er svær og tvær men han er altid glad når han er her.

Kort om samarbejdet: Det fungerer OK og alle 3 voksne (drengenes mor han ingen ny partner pt.) kan godt sammen og vi holder fødselsdage sammen og lign. Der er dog stadig en del forskelle på opdragelsen i de to hjem, hvor min kæreste nok er mere loose (også i forhold til min egen smag). Men de to forældre taler sammen, sms’er og deles om praktiske ting/opgaver, hente/bringe m.v.

Jeg tror drengene værdsætter dynamikken her, de savner deres lillebror når de er væk, og vi laver mange ting sammen, ser film, spiller spil, svømmer etc. Dog mest med ham på 13, ham på 16 lever sit eget liv, som man jo gør i den alder.

Hvad pokker gør jeg? Jeg kan jo ikke tvinge forældrene til at lave ordningen om, men min retfærdighedssans fortæller mig, at det er de forkerte, der lider! Omvendt skal drengene heller ikke være mere her, bare fordi der er færre regler om cola og computerspil.

Håber min besked kan give lidt mening.
Hilsen en fortvivlet bonus-mor
Mette

Kære Mette

Tak for dit spørgsmål, som er meget relevant for mange skilsmisseforældre med teenagere.

Hvor er det dejligt at høre, at du har en rigtig god relation til dine bonussønner.

Dine bonussønner er teenagere og deres behov for samvær ændre sig helt naturligt, fordi de bliver mere optaget af det sociale liv de har sammen med deres venner, end forældrene. Fejlagtigt tror mange forældre at en samværsordning er permanent. Det bør den langt fra være, da børns behov ændre sig i takt med at de bliver ældre, og derfor bør samværsaftalen også tages op til revision.

Jeg kan godt se, at du står i lidt af et dilemma som bonusmor, for du kan hurtigt blive beskyldt for at sætte rav i den.:-)  Jeg oplever, at du stiller mig spørgsmålet, fordi du oprigtigt mener, at forældrene skal lytte til deres søns behov, frem for deres egne behov.

Jeg hæfter mig ved,  at den ældste i flere år har ønsket en anden ordning, men ikke er blevet hørt eller taget alvorligt. Der er altså ikke tale om et pludselig opstået ønske, eller konflikt mellem ham og hans ene forælder. Han er nu 16 år, og bør derfor selv have mere indflydelse på hans hverdag. Han har krav på at hans forældre som minimum lytter til ham.

Hvis sagen kom i Familieretshuset, så vil det være barnets ønske der blev lyttet til. Forældre har ikke længere ret til. Det er barnets trivsel i hverdagen der vægtes højest, og pga. hans alder, så vil han få maksimal indflydelse på hans samværsordning.

Der er et par muligheder.

1. Du taler med din kæreste/mand om problematikken
2. Du fortæller den ældste, at han selv kan kontakte Familieretshuset, og bruge barnets initiativret. Det kan han gøre både skriftligt og mundtligt. Han ringer til deres børnetelefon og taler med en børnesagkyndig. På baggrund af den samtale, vil Familieretshuset indkalde hans forældre, og tale med dem om hans ønsker.

Jeg synes du skal starte med at tage dialogen alene med din kæreste/mand, hvor du opfordre ham til, at forældrene sammen tager en samtale med deres søn. Så kan de sammen lytte til hans argumenter for, hvorfor han gerne vil have en anden ordning, og hvordan han tænker en ny ordning skal se ud.

Når de tager samtalen sammen med deres søn, så hører de begge på samme tid, deres søns ønsker og argumenter, og så bliver det ikke den ene forælder mod den anden. Hvis der er en bekymring for, at sådan en samtale vil ende i en konflikt, kan det være en god investering at have en tredje part med som ikke er involveret i familien.

Jeg tror at din kæreste/mand er bekymret for, at deres ellers gode samarbejde kan gå i stykker. Bliver ønskerne fremsat så det hænger den ene forælder ud, vil de fleste forældre lytte bedre.

Jeg håber, at du kunne bruge mine svar.

Bedste hilsner

Bettina