Psykisk vold kan være svær at få øje på, når du står midt i den.
Måske er du i tvivl. Måske tænker du, at det nok bare er dig, der overreagerer. Måske har du vænnet dig til at forklare dig, passe på dine ord eller undgå bestemte reaktioner.
Denne psykisk vold test er vejledende. Den kan ikke afgøre med sikkerhed, om du er udsat for psykisk vold. Men den kan hjælpe dig med at få øje på mønstre, som det kan være vigtigt at tale med en fagperson om.
Når jeg taler om mønstre, mener jeg det, der sker igen og igen. Ikke kun én besked, én konflikt eller én dårlig dag. Men gentagne situationer, hvor du bliver presset, gjort forkert, kontrolleret eller får sværere ved at mærke dig selv.
Testen er anonym. Den kan ikke afgøre med sikkerhed, om du er udsat for psykisk vold. Men den kan hjælpe dig med at stoppe op og mærke efter.
Du kan tage testen, uanset om du stadig er i forholdet, er på vej ud, eller allerede er skilt. Psykisk vold kan også fortsætte efter bruddet - fx gennem børnene, beskeder, samvær, økonomi eller kontakt med systemet.
Er du i tvivl om, hvad du skal svare, så vælg det svar, der bedst beskriver din mavefornemmelse. Psykisk vold skaber ofte tvivl, og testen er netop lavet til dig, der ikke er sikker.
⚠ Denne test er ikke til akutte situationer
Hvis du eller dit barn er i akut fare, skal du ikke bruge tid på testen lige nu. Søg akut hjælp først ved at ringe 112. Tag helst testen på en enhed, som din partner eller ekspartner ikke har adgang til. Vær opmærksom på, at browserhistorik kan være synlig for andre.
Vigtigt før du begynder
Testen er anonym og vejledende. Den erstatter ikke professionel rådgivning, psykologbehandling, juridisk rådgivning, myndighedsbehandling eller akut hjælp. Testresultatet er heller ikke dokumentation til en sag i Familieretshuset, kommunen eller retten.
I spørgsmål bruges "partner" i betydningen den du er eller har været gift/dannet par med – partner kan også betyde ekspartner. Spørgsmål om børn kan besvares med nej, hvis I ikke har børn.
Spørgsmål 1 af 17
Hvad kan testen hjælpe dig med at få øje på?
En psykisk vold test kan hjælpe dig med at få øje på mønstre, der kan være svære at se, når du står midt i dem.
Psykisk vold er sjældent én enkelt hændelse. Ofte er det mange små ting over tid. Ord. Tavshed. Kontrol. Skyld. Trusler. Mistænkeliggørelse. Manipulation.
Det kan langsomt få dig til at tvivle på dig selv.
Måske har du vænnet dig til at forklare dig. Måske mærker du først bagefter, hvor meget energi du bruger på at undgå reaktioner. Måske er du mest bekymret for dine børn.
Testen kan ikke give dig en endelig afklaring. Men den kan hjælpe dig med at stoppe op og mærke, om der er noget, du ikke skal stå alene med.
Hvad gør du, hvis du genkender flere mønstre?
Du behøver ikke gå i panik. Og du behøver ikke løse det hele med det samme.
Hvis du genkender flere mønstre, kan det første skridt være at få ro og overblik. Ikke at handle hurtigt i affekt. Ikke at forklare dig endnu mere. Ikke at skrive lange beskeder for at få den anden til at forstå.
Det kan være mere hjælpsomt at tale med en fagperson, som kan hjælpe dig med at se mønstrene udefra.
I en opstartssamtale kan vi se på, hvad du oplever, hvordan det påvirker dig, hvad der eventuelt påvirker dine børn, og hvilke handlemuligheder du har.
Hos mig får du ikke bare generelle råd. Du får en tryg hånd i ryggen, faglig støtte og hjælp til at skabe overblik over det, du står i.
Måske handler det om kontrol, gaslighting, tavshed, nedgørelse, manipulation eller en ekspartner, der fortsætter presset gennem børnene, beskederne eller systemet.
Måske er du stadig i tvivl om, hvad det egentlig er. Det er helt okay. Vi starter der, hvor du er.
Jeg har gennem mange år arbejdet med børn, forældre og familier i svære skilsmisser. Når jeg taler med dig om psykisk vold, ser jeg ikke kun på relationen mellem dig og din partner eller ekspartner. Jeg ser også på, hvordan det påvirker din ro, din handlekraft, din forældrerolle og dine børn.
I rådgivningen kan du få hjælp til at forstå mønstrene, kommunikere kortere og mere roligt, samle dokumentation, passe på dig selv og støtte dit barn uden at lægge ansvaret over på barnet.
Du skal ikke finde ud af det alene
Når du har været udsat for psykisk vold, kan det være svært at holde fast i dig selv.
Det kan være svært at finde ordene.
Og det kan være svært at forklare andre, hvad der sker, fordi det måske lyder småt, når du siger det højt. Men inde i dig fylder det hele tiden.
Du må gerne få hjælp. Også selvom du stadig er i tvivl. Også selvom du tænker, at andre har det værre. Også selvom du ikke kan forklare det hele klart endnu.
Hvis du er pårørende til en, der måske er udsat for psykisk vold, kan testen hjælpe dig med at forstå nogle af de mønstre, hun eller han kan stå i.
Det vigtigste er at lytte roligt. Prøv ikke at presse på for hurtige beslutninger. Spørg hellere, hvad hun har brug for lige nu, og tilbyd konkret hjælp, hvis hun ønsker det.
Nogle gange er den vigtigste hjælp at blive ved med at være der - også hvis det tager tid, før hun selv kan sætte ord på det hele.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er en psykisk vold test?
En psykisk vold test er en vejledende test, der kan hjælpe dig med at få øje på mønstre som kontrol, manipulation, nedgørelse, trusler, isolation, gaslighting eller brug af børnene som presmiddel. Den kan ikke fortælle dig hele sandheden om din relation. Men den kan hjælpe dig med at stoppe op og mærke, om der er noget, du længe har forsøgt at forklare, undskylde eller leve med alene. Hvis du bliver berørt af spørgsmålene, er det i sig selv noget, du gerne må tage alvorligt.
Kan testen afgøre, om jeg er udsat for psykisk vold?
Nej. Og det er vigtigt at sige tydeligt. Testen kan kun give en indikation. Psykisk vold skal forstås i sammenhæng, fordi det ofte handler om mønstre over tid og ikke én enkelt hændelse. Men hvis du genkender flere af mønstrene, betyder det ikke, at du overreagerer. Det kan være et tegn på, at du har brug for at tale med en fagperson, der kan hjælpe dig med at få ro og overblik.
Hvad er forskellen på almindelig konflikt og psykisk vold?
Det kan være svært at skelne. Særligt hvis du længe har fået at vide, at du bare er for følsom, for vred, for bekymret eller for svær at samarbejde med. Almindelig konflikt handler typisk om uenighed. Psykisk vold handler i højere grad om kontrol, frygt, pres og tilpasning. Et vigtigt spørgsmål er derfor ikke kun, om I skændes. Det er også, om du begynder at ændre din adfærd for at undgå den andens reaktioner, og om du mister tilliden til dig selv over tid.
Hvad gør jeg, hvis jeg genkender mange mønstre?
Start med at skabe ro. Ikke fordi det ikke er alvorligt, men fordi ro gør det lettere at handle klogt. Du behøver ikke løse hele situationen i dag. Du behøver heller ikke kunne forklare det hele perfekt, før du rækker ud. Det kan være en god ide at tale med en fagperson, så du kan få hjælp til at forstå mønstrene, passe på dig selv og finde et næste skridt, der ikke gør situationen mere utryg.
Kan jeg tage testen, selvom jeg allerede er skilt?
Ja. Det kan du godt. Psykisk vold kan fortsætte efter et brud. Nogle oplever, at kontrollen skifter form og fortsætter gennem børnene, samvær, beskeder, økonomi, systemkontakt eller konflikter om praktiske ting. Hvis du allerede er skilt og genkender problemer omkring børn, samvær og kontakt med systemet, kan testen om psykisk vold efter skilsmisse være endnu mere relevant for dig.
Kan mænd også tage testen?
Ja. Mænd kan også blive udsat for psykisk vold. Testen er skrevet i den tone, jeg bruger til Skilsmissekonsulentens primære målgruppe, som ofte er kvinder og mødre. Men mønstrene kan også genkendes af mænd. Hvis du er mand og genkender dig selv i testen, må du også gerne søge hjælp. Det vigtigste er ikke dit køn, men om du lever i et mønster, der nedbryder dig, presser dig eller gør dig utryg.
Kan jeg bruge testresultatet i Familieretshuset eller retten?
Nej. Testresultatet er ikke dokumentation i en sag. Det er en personlig og vejledende afklaring. Den kan hjælpe dig med at forstå, hvad du oplever, men den kan ikke erstatte konkret dokumentation. Hvis du har brug for at dokumentere psykisk vold, skal det gøres på en anden og mere systematisk måde med konkrete hændelser, datoer, beskeder, mønstre og relevante oplysninger fra fagpersoner. Det kan jeg hjælpe dig med at få overblik over.
Hvad sker der i en opstartssamtale?
I en opstartssamtale starter vi med det, der fylder mest for dig lige nu. Vi ser på din situation, kontakten med din partner eller ekspartner, dine børns reaktioner, og hvad der kan skabe mere ro og overblik. Du behøver ikke have styr på det hele, før du rækker ud. Vi tager det i et tempo, hvor du kan være med.