Psykisk vold – hvad kan du gøre som pårørende?

Du kan mærke, at noget er galt.

Måske er din søster ikke længere den, der ringer for at fortælle om stort og småt. Måske ser du sjældnere din ven, fordi der altid kommer noget i vejen. Måske virker din voksne datter anspændt, når hendes partner er i nærheden. Eller måske har din kollega langsomt forandret sig og er blevet mere usikker, stille og undskyldende.

Du er bekymret. Men du er også i tvivl.

Ser du situationen rigtigt? Må du blande dig? Og hvad nu, hvis du kommer til at gøre det hele værre?

Din bekymring er værd at tage alvorligt. Det betyder ikke, at du skal overtage eller træffe beslutninger på din nærmestes vegne. Men som pårørende kan du blive en vigtig støtte, særligt hvis du ved, hvordan du kan nærme dig situationen uden at presse, dømme eller skubbe personen længere væk.

Med mere end 25 års erfaring i arbejdet med børn og familier har jeg talt med flere pårørende, som står præcis dér. De kan se, at et menneske, de holder af, langsomt forandrer sig, men de ved ikke, hvordan de bedst kan hjælpe. De er bekymrede for at sige for meget, gøre for lidt eller komme til at skubbe personen længere væk.

Det er ikke ualmindeligt at føle sig både magtesløs, frustreret og bange. Jeg forstår den bekymring. For det kan være meget svært at stå ved siden af og se et menneske blive udsat for psykisk vold – særligt når personen endnu ikke selv kan se det eller ikke er klar til at tage imod hjælp.

Du behøver ikke kende alle svarene. Og du behøver ikke stå alene med ansvaret for at finde den rigtige vej.

I dette blogindlæg hjælper jeg dig med at forstå, hvad psykisk vold kan være, hvilke tegn du kan være opmærksom på, og hvordan du bedst støtter et menneske, du holder af.

Det vigtigste, du skal vide

• Psykisk vold består som regel ikke af én enkelt hændelse, men af et gentaget mønster.
• Den udsatte kan have svært ved selv at se eller sætte ord på det, der foregår.
• Pres, kritik og ultimative krav kan få personen til at trække sig længere væk.
• Din rolige og vedholdende tilstedeværelse kan gøre en stor forskel.
• Ved akut fare skal sikkerheden altid komme først.

Har du brug for konkrete råd lige nu?

Du kan gå direkte til afsnittet om, hvordan du tager den første samtale med et menneske, du er bekymret for.

Du er også velkommen til at læse videre.

Hvad er psykisk vold?

Psykisk vold er ikke bare et skænderi, et dårligt temperament eller en sårende bemærkning sagt i affekt.

Psykisk vold består af gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, manipulerer, truer, isolerer eller begrænser et andet menneske. Handlingerne danner over tid et mønster, hvor den ene part får stadig mere kontrol, mens den anden får mindre plads, frihed og tillid til sig selv.

Det kan blandt andet være, at partneren:

• Nedgør eller latterliggør personen.
• Kritiserer personens udseende, evner eller måde at være forælder på.
• Bestemmer, hvem personen må se eller tale med.
• Kontrollerer telefon, beskeder, økonomi eller færden.
• Straffer med tavshed, kulde eller afvisning.
• Veksler mellem varme og afvisning, så personen aldrig ved, hvad der venter.
• Benægter hændelser eller får personen til at tvivle på sin egen hukommelse og virkelighedsopfattelse.
• Gør personen ansvarlig for partnerens vrede, kulde eller voldsomme reaktioner.
• Truer med at gå, tage børnene eller ødelægge personens omdømme.

Nogle former for psykisk vold er tydelige. Andre er så subtile, at den udsatte i lang tid oplever, at problemet må ligge hos vedkommende selv.

Det er en af grundene til, at psykisk vold kan være så vanskelig at opdage – både for den, der lever i den, og for de mennesker, der står tæt på.

Du kan læse mere om psykisk vold og rådgivning på min side om emnet.

Konflikt og psykisk vold er ikke det samme

Alle par kan blive vrede, misforstå hinanden eller sige noget, de senere fortryder. En relation kan også være præget af alvorlige konflikter, uden at der nødvendigvis er tale om psykisk vold.

Forskellen ligger ofte i det samlede mønster.

 

Spørgsmål	Konflikt	Muligt kontrolmønster
Kan begge sige fra?	Ofte ja	Den ene tilpasser sig ofte
Skifter magten mellem parterne?	Ofte	Typisk ikke
Er der frygt for konsekvenser?	Ikke nødvendigvis	Ofte
Bliver børn, økonomi eller kontakt brugt som pres?	Kan ske sporadisk	Kan indgå systematisk
Er der plads til begge parters oplevelse?	Som regel	Den enes oplevelse afvises eller omskrives

Tabellen kan ikke afgøre, om der er tale om psykisk vold. Men den kan hjælpe dig med at se efter, om der er et gentaget mønster, hvor din nærmeste gradvist mister frihed, indflydelse og tillid til sin egen dømmekraft.

Hvorfor er psykisk vold så svær at se udefra?

Psykisk vold efterlader sjældent synlige mærker.

Måske ser du kun enkelte episoder. En spids kommentar hen over middagsbordet. En partner, der ringer mange gange i løbet af en aften. Din nærmeste, der pludselig aflyser en aftale. Eller en stemning i rummet, som ændrer sig, så snart partneren træder ind.

Set enkeltvis kan hændelserne være lette at bortforklare.

Det kan også være, at partneren fremstår hjælpsom, charmerende og omsorgsfuld over for omgivelserne. Måske oplever resten af familien personen som sympatisk og velfungerende. Derfor kan det være svært at få det billede til at passe sammen med den uro, du mærker.

Samtidig kan den udsatte gøre meget for at skjule problemerne.

Det kan skyldes skam. Frygt for ikke at blive troet på. Loyalitet over for partneren. Et ønske om at beskytte børnene. Eller et håb om, at situationen snart bliver bedre.

Psykisk vold udvikler sig desuden ofte gradvist. Grænserne flyttes lidt ad gangen. Det, der i begyndelsen virkede urimeligt, bliver med tiden hverdag.

Som pårørende har du måske kendt personen, før relationen begyndte. Du kan huske, hvordan personen tidligere talte, grinede, traf beslutninger og bevægede sig frit i verden.

Netop derfor kan du nogle gange se forandringen, før din nærmeste selv kan.

Tegn på, at din nærmeste kan være udsat for psykisk vold

Et enkelt tegn betyder ikke nødvendigvis, at der foregår psykisk vold.

Men hvis du ser flere forandringer, som gentager sig eller bliver mere udtalte over tid, er det værd at tage din bekymring alvorligt.

Forandringer hos din nærmeste

Du kan måske opleve, at personen:

• Trækker sig fra venner og familie.
• Ofte aflyser aftaler eller ikke længere tager initiativ til kontakt.
• Undskylder eller bortforklarer partnerens adfærd.
• Virker bange for at sige sin mening.
• Bliver meget opmærksom på partnerens humør og reaktioner.
• Ændrer personlighed, når partneren er til stede.
• Tvivler på egne beslutninger og vurderinger.
• Taler nedladende om sig selv.
• Virker mere trist, anspændt eller udmattet end tidligere.
• Spørger partneren om lov til almindelige ting.
• Bliver urolig, når telefonen ringer, eller der kommer en besked.
• Har svært ved at svare på enkle spørgsmål uden først at overveje, hvad partneren vil mene.
• Ikke længere virker som den person, du kender.

Adfærd hos partneren, du kan lægge mærke til

Du kan måske opleve, at partneren:

• Afbryder eller korrigerer din nærmeste.
• Taler på personens vegne.
• Gør grin med personen foran andre.
• Fremstiller personen som dum, ustabil, glemsom eller urimelig.
• Bestemmer, hvem personen må se.
• Reagerer negativt, når personen bruger tid sammen med familie eller venner.
• Ringer eller skriver gentagne gange for at kontrollere, hvor personen er.
• Skaber konflikter før eller efter sociale arrangementer.
• Straffer personen med kulde, tavshed eller vrede.
• Skifter mellem charme og nedgørelse.
• Forsøger at få omgivelserne over på sin side.

 

Hvad du observerer	Hvad det kan være udtryk for
Din nærmeste trækker sig fra familie og venner	Isolation eller et forsøg på at undgå partnerens reaktion
Din nærmeste undskylder altid partneren	Normalisering, loyalitet eller frygt
Personen virker bange for at sige sin mening	Frygt for konsekvenser
Personen ændrer sig, når partneren er til stede	Tilpasning for at undgå konflikt eller straf
Personen tvivler konstant på sig selv	Langvarig nedbrydning eller gaslighting
Partneren taler konsekvent på personens vegne	Kontrol og begrænsning af personens stemme
Du hører partneren ydmyge eller true Partneren vil vide hvor din nærmeste befinder sig	Direkte psykisk vold eller intimidering Social kontrol

 

Flere af tegnene kan også have andre forklaringer. Derfor handler det ikke om, at du skal stille en diagnose eller bevise noget.

Det handler om at være nysgerrig på forandringen og turde vise, at du ser personen.

Hvorfor opdager den udsatte det ikke selv?

Som pårørende kan det være svært at forstå.

Måske tænker du:

Kan hun virkelig ikke selv høre, hvordan han taler til hende?

Kan hun ikke se, at han kontrollerer hende?

Hvorfor siger hun ikke fra?

Udefra kan mønsteret virke tydeligt. Indefra ser det ofte anderledes ud.

Psykisk vold begynder sjældent med massiv kontrol og åbenlys nedgørelse. Den udvikler sig ofte gradvist. En kritisk bemærkning bliver fulgt af en undskyldning. En voldsom reaktion bliver forklaret med stress, jalousi eller en svær barndom. En begrænsning bliver præsenteret som omsorg:

Jeg er bare bekymret for dig.

Jeg savner dig, når du er sammen med dine venner.

Jeg gør det kun, fordi jeg elsker dig.

Langsomt kan den udsatte begynde at tilpasse sig. Måske bliver bestemte emner undgået. Måske bliver egne behov lagt til side. Måske bliver venner og familie set sjældnere, fordi det skaber uro derhjemme.

Hvis partneren samtidig skifter mellem kærlighed og afvisning, kan håbet om de gode perioder være med til at holde personen fast.

Den udsatte kan også være blevet fortalt så mange gange, at vedkommende er følsom, vanskelig, glemsom eller urimelig, at tvivlen langsomt er flyttet ind:

Måske er det faktisk mig, der er problemet.

Det er ikke tegn på svaghed.

Det er et menneske, der over tid har lært at tilpasse sig for at bevare roen, relationen eller familien.

Hvorfor går personen ikke bare?

“Hvis det er så slemt, hvorfor går hun så ikke?”

Det spørgsmål bliver ofte stillet. Nogle gange bliver det også tænkt af mennesker, der oprigtigt ønsker at hjælpe.

Men spørgsmålet risikerer at placere ansvaret hos den udsatte.

Der kan være mange grunde til, at et menneske ikke forlader en relation præget af psykisk vold:

• Personen er bange for partnerens reaktion.
• Partneren har truet med at tage børnene.
• Personen er økonomisk eller praktisk afhængig.
• Der er usikkerhed om bolig og forsørgelse.
• Personen frygter at miste sit netværk.
• Partneren har overbevist personen om, at ingen andre vil tro eller støtte vedkommende.
• Personen håber stadig, at partneren ændrer sig.
• Der er fortsat kærlighed og gode minder.
• Personen skammer sig over situationen.
• Tidligere forsøg på at sige fra eller gå har ført til mere kontrol.
• Personen er bange for, hvad der sker efter bruddet.
• Der er børn, som personen forsøger at beskytte.

At blive er ikke nødvendigvis et udtryk for, at situationen ikke er alvorlig.

Det kan tværtimod være et udtryk for, hvor begrænsede personens handlemuligheder føles.

Hvad gør psykisk vold ved den, der lever i den?

Psykisk vold kan slide et menneske ned over tid.

Når man konstant skal forudse et andet menneskes humør, undgå bestemte emner, forklare sig eller være på vagt, kan kroppen og sindet komme i et vedvarende alarmberedskab.

Den udsatte kan opleve:

• Lavt selvværd.
• Skyld og skam.
• Angst og uro.
• Tristhed eller depression.
• Søvnproblemer.
• Koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder.
• Udmattelse.
• Hjertebanken og muskelspændinger.
• Vanskeligheder ved at træffe beslutninger.
• En følelse af ikke længere at kende sig selv.

Det er derfor ikke mærkeligt, hvis din nærmeste virker handlingslammet eller træffer beslutninger, du har svært ved at forstå.

Personen kan være så nedbrudt og forvirret, at selv små valg føles uoverskuelige.

Personen kan reagere anderledes, end du forventer

Din nærmeste kan:

• Forsvare partneren.
• Blive vred på dig.
• Trække sig fra kontakten.
• Fortælle noget alvorligt og senere bagatellisere det.
• Sige, at du har misforstået situationen.
• Afvise den hjælp, du tilbyder.
• Gå fra partneren og senere vende tilbage.
• Fortælle forskellige versioner på forskellige tidspunkter.

Det kan gøre dig både frustreret og bekymret.

Men skiftende forklaringer betyder ikke nødvendigvis, at personen har løjet. De kan være udtryk for frygt, tvivl, loyalitet eller et forsøg på at få en uoverskuelig virkelighed til at hænge sammen.

 

Som pårørende ser du nogle gange det, din nærmeste endnu ikke selv kan se. Du er ikke uvedkommende. Du kan blive en vigtig støtte.

 

Sådan kan du tage den første samtale

Du behøver ikke have alle svarene.

Du behøver heller ikke begynde samtalen med ordene “psykisk vold”.

Det vigtigste er, at din nærmeste mærker, at du ser personen, og at din bekymring kommer fra et kærligt sted.

 

Vælg et roligt og sikkert tidspunkt

Tag helst samtalen, når I er alene, og partneren ikke kan høre med.

Vær også opmærksom på, om din nærmestes telefon eller beskeder kan blive kontrolleret. Hvis du er usikker, kan det være bedre at tale sammen ansigt til ansigt end at skrive detaljerede beskeder.

Undgå så vidt muligt at tage samtalen midt i en konflikt eller umiddelbart efter en voldsom episode. Personen kan på det tidspunkt være optaget af at skabe ro eller beskytte sig selv.

Det anbefales generelt at tage udgangspunkt i konkrete observationer, stille åbne spørgsmål, lytte uden at dømme og undgå at presse personen til at forlade relationen, før vedkommende selv er klar.

Vær opmærksom på digitale spor

Psykisk vold og kontrol kan også foregå digitalt.

Partneren kan måske have adgang til telefonen, e-mails, sociale medier, netbank eller fælles digitale konti. Der kan også være slået lokationsdeling til på telefonen, i bilen eller gennem forskellige apps.

Det betyder, at en tilsyneladende uskyldig besked fra dig kan afsløre, at din nærmeste har fortalt om situationen, søger rådgivning eller overvejer et brud.

Spørg derfor nænsomt:

“Er det sikkert, at jeg skriver til dig?”

“Er der andre, der kan se dine beskeder?”

“Hvordan vil du helst have, at jeg kontakter dig?”

“Er der noget, jeg ikke skal skrive på telefonen?”

Undgå at sende følsomme oplysninger om:

• Rådgivning og mødetider.
• Bolig og opholdssted.
• Planer om et brud.
• Økonomi.
• Adgangskoder.
• Flytning.
• Børnene.
• Aftaler med myndigheder eller andre fagpersoner.

Aftal eventuelt et neutralt ord eller en kort besked, som din nærmeste kan bruge, hvis der er brug for hjælp, uden at det vækker partnerens mistanke.

Du skal dog være forsigtig med selv at lave tekniske ændringer på telefonen eller de digitale konti. Hvis partneren pludselig mister adgang eller opdager ændringer, kan det skabe mistanke og føre til mere kontrol.

Søg derfor relevant rådgivning, før I ændrer adgangskoder, slår lokationsdeling fra eller foretager andre digitale ændringer, hvis der kan være en sikkerhedsrisiko. Digital overvågning, kontrol af telefon og GPS-sporing kan indgå i psykisk vold og stalking.

Tag udgangspunkt i det, du konkret har set

Du kan eksempelvis sige:

“Jeg har lagt mærke til, at du virker mere urolig for tiden.”

“Jeg savner dig og bliver bekymret, fordi jeg næsten aldrig ser dig længere.”

“Jeg bliver ked af det, når jeg hører den måde, du bliver talt til på.”

“Jeg oplever, at du ikke virker som dig selv.”

“Du behøver ikke fortælle mig noget, du ikke er klar til. Jeg vil bare gerne have, at du ved, at jeg er her.”

Når du beskriver dine konkrete observationer, bliver samtalen mindre konfronterende, end hvis du straks fortæller personen, hvad du mener om den relation og situation vedkommende er i.

Stil åbne og nænsomme spørgsmål

Du kan spørge:

“Hvordan har du det egentlig derhjemme?”

“Føler du, at der er plads til, at du kan sige din mening?”

“Er der noget, du undgår at gøre, fordi du er bange for reaktionen?”

“Føler du dig tryg?”

“Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?”

Lyt til svaret.

Prøv at undgå at stille mange spørgsmål efter hinanden. Det kan komme til at føles som et forhør, selvom din intention er god.

Fortæl, at personen ikke behøver beslutte noget nu

Det kan være en stor lettelse at høre:

“Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvad du har brug for.”

“Jeg presser dig ikke til at gøre noget.”

“Du behøver ikke tage en beslutning i dag.”

“Jeg er her også i morgen.”

Det giver personen plads til at mærke efter uden samtidig at være bange for at skuffe dig.

 

Er du bange for at sige noget forkert?

Du behøver ikke finde de perfekte ord. Men det kan være hjælpsomt at tænke samtalen igennem, før du tager den.

I en fortrolig samtale kan jeg hjælpe dig med at sætte ord på din bekymring, overveje hvad du konkret kan sige og finde en måde at nærme dig din pårørende uden at presse eller overtage.

 

Du må gerne kontakte mig, selvom det ikke er dig, der er udsat.

Hvad kan du gøre som pårørende?

Du kan ikke tvinge din nærmeste til at erkende situationen eller søge hjælp.

Men du kan gøre en forskel.

Lyt uden straks at overtage

Når et menneske endelig begynder at fortælle, kan det være fristende straks at lægge en plan.

Måske begynder du at undersøge boliger, kontakte en advokat eller fortælle, at personen skal pakke sine ting med det samme.

Men din nærmeste har først og fremmest brug for at blive hørt.

Prøv at lytte uden at afbryde. Stil spørgsmål for at forstå – ikke for at bevise, at du har ret.

Bekræft personens oplevelse

Du kan sige:

“Det lyder ikke rart.”

“Jeg kan godt forstå, at det gør dig utryg.”

“Tak, fordi du fortæller mig det.”

“Det er ikke din skyld, at du bliver behandlet sådan.”

“Jeg tror på, at det er sådan, du oplever situationen.”

Du behøver ikke kende hele historien for at anerkende, at din nærmeste er bange, ked af det eller forvirret.

Tilbyd konkret hjælp

Når man lever i psykisk vold, kan et åbent spørgsmål som “Hvad kan jeg gøre?” være svært at svare på.

Tilbyd derfor gerne noget konkret:

• “Vil du have, at vi undersøger dine muligheder sammen?”
• “Vil det hjælpe, hvis jeg tager med til et møde med en rådgiver?”
• “Skal jeg passe børnene, mens du får talt med nogen?”
• “Vil du have, at vi undersøger dine muligheder sammen?”
• “Må jeg hjælpe dig med at skrive dine spørgsmål ned?”
• “Skal jeg ringe til dig på et bestemt tidspunkt?”
• “Har du brug for et sted at opbevare kopier af vigtige papirer?”
• “Skal jeg hjælpe dig med transporten, så du kan komme til en samtale?”
• “Vil du have hjælp til at skabe overblik over økonomi, bolig eller andre praktiske forhold?”

Jo mere konkret dit tilbud er, desto lettere kan det være for den udsatte at tage imod.

Du kan tilbyde at betale for professionel hjælp

Professionel rådgivning kan være svær at prioritere, hvis økonomien er presset, eller hvis partneren kontrollerer pengene.

Måske har din nærmeste ikke adgang til egne midler. Måske skal alle udgifter forklares. Eller måske føles det forkert at bruge penge på sig selv, fordi økonomien i forvejen er stram.

Har du mulighed for det, kan du tilbyde at betale for én eller flere samtaler med en professionel rådgiver.

Du kan eksempelvis sige:

“Jeg vil gerne betale for, at du kan få nogle samtaler med en professionel, hvis du har lyst. Du skal ikke betale mig tilbage, og du skylder mig ikke noget.”

Det er vigtigt, at tilbuddet gives uden betingelser.

Din nærmeste skal ikke føle, at vedkommende skal forlade relationen, anmelde partneren eller træffe bestemte beslutninger for at gøre sig fortjent til hjælpen.

Du tilbyder den, fordi personen fortjener et fortroligt rum, hvor der kan blive sat ord på situationen, og hvor mulighederne kan undersøges i et roligt tempo.

Selv én samtale kan være med til at give personen et andet blik på det, der foregår, og en oplevelse af ikke længere at stå helt alene.

Overvejer du at betale for rådgivning?

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du er i tvivl om, hvordan du kan tilbyde professionel hjælp på en nænsom måde, eller hvordan en samtale med din nærmeste kan tilrettelægges.

Hjælpen bør altid tilbydes uden krav om, hvad personen bagefter skal beslutte.

 

Bliv ved med at være til stede

Den udsatte kan afvise dig eller trække sig.

Det kan være smertefuldt, men det betyder ikke nødvendigvis, at din støtte er uønsket.

Du kan holde kontakten i små, rolige beskeder:

“Jeg tænker på dig. Du behøver ikke svare.”

“Du er altid velkommen her.”

“Jeg er her, når du er klar.”

På den måde viser du, at døren fortsat er åben, uden at personen skal forsvare eller forklare sig.

Fortæl, at du også vil være der efter et brud

En af de største bekymringer kan være:

Hvad sker der, hvis jeg rent faktisk går?

Din nærmeste kan måske godt forestille sig selve bruddet, men ikke alt det, der kommer bagefter.

Hvor skal personen og børnene bo? Hvem hjælper med flytningen? Hvordan skal hverdagen fungere? Hvem passer børnene, når der skal holdes møder? Og hvem er der, når tvivlen og savnet kommer?

Her kan du give en stor tryghed ved at være konkret:

“Hvis du en dag beslutter dig for at gå, står du ikke alene. Jeg vil gerne hjælpe dig med flytningen, børnene og det praktiske. Jeg går ikke, bare fordi den første akutte tid er overstået.”

Du kan også sige:

“Jeg vil gerne hjælpe dig både før, under og efter et eventuelt brud. Lad os sammen finde ud af, hvad jeg konkret kan hjælpe med.”

Det kan være hjælpsomt at tilbyde:

• At skaffe flyttekasser og hjælpe med at pakke, når det kan ske sikkert og som led i en gennemtænkt plan.
• At hjælpe med selve flytningen.
• At køre personlige ejendele til et sikkert sted.
• At passe børnene.
• At lave mad eller handle ind.
• At hjælpe med rengøring og indretning af en ny bolig.
• At følge med til møder.
• At hjælpe med praktiske aftaler og tidsfrister.
• At hente eller bringe børnene.
• At være til stede ved svære overgange.
• At ringe eller komme forbi jævnligt i den første tid.
• At hjælpe med at få en ny hverdag til at fungere.

For den udsatte kan det være afgørende at vide, at hjælpen ikke forsvinder, så snart flyttekasserne er pakket ud.

Tiden efter et brud kan være præget af sorg, tvivl, udmattelse og fortsat pres fra ekspartneren. Din nærmeste kan savne de gode perioder, tvivle på sin beslutning eller føle sig overvældet af alt det praktiske.

Her kan din vedholdende støtte blive meget værdifuld.

Tænk sikkerheden ind, før I lægger en plan

Hvis din nærmeste overvejer at forlade relationen, er det vigtigt, at hjælpen bliver planlagt med omtanke.

Et brud kan være en sårbar periode. Når den, der har udøvet kontrol, mærker, at kontrollen er ved at forsvinde, kan trusler, overvågning og pres blive mere intenst.

Det betyder ikke, at din nærmeste skal blive i relationen. Men det betyder, at et eventuelt brud ikke altid bør gennemføres hurtigt eller spontant, uden at risikoen først er blevet overvejet.

Undgå derfor på egen hånd at:

• Begynde at pakke personens ejendele.
• Kontakte partneren og fortælle, at forholdet skal slutte.
• Afsløre, hvor din nærmeste vil opholde sig.
• Fortælle andre om planerne uden personens samtykke.
• Hente ejendele i hjemmet, hvis der er risiko for en konfrontation.
• Lægge detaljerede planer på en telefon eller computer, som partneren kan have adgang til.

Hjælp i stedet din nærmeste med at få professionel rådgivning om, hvordan et eventuelt brud kan gennemføres så sikkert som muligt.

I kan sammen overveje:

• Hvor personen og børnene kan opholde sig.
• Hvem der skal kende planen.
• Hvilke dokumenter, medicin og nødvendige ejendele der skal være adgang til.
• Hvordan børnene kan blive skærmet bedst muligt.
• Hvordan transporten kan foregå.
• Hvem der kan hjælpe på selve dagen.
• Hvem der kan kontaktes, hvis situationen pludselig eskalerer.

Du skal ikke stå alene med ansvaret for at vurdere risikoen. Din vigtigste opgave er at støtte din nærmeste i at søge den rette hjælp og undgå handlinger, som utilsigtet kan øge faren.

Respekter personens tempo

Din nærmeste skal så vidt muligt bevare retten til at træffe beslutninger om sit eget liv.

Det gælder også, når du mener, at beslutningen burde være indlysende.

Psykisk vold handler netop ofte om at miste indflydelse og kontrol. Derfor kan det være vigtigt, at hjælpen ikke bliver endnu en situation, hvor andre bestemmer.

At respektere personens tempo betyder dog ikke, at du skal ignorere akut fare. Hvis der er konkret risiko for alvorlig vold, skal sikkerheden komme først.

 

Mange af de voldsramte kvinder og mænd, jeg taler med, fortæller, at det var én i deres omgangskreds, der først satte ord på det. En ven, en søster, en kollega eller en forælder. Den pårørendes rolige vedholdenhed kan blive afgørende.

 

Hvad bør du undgå at gøre?

Som pårørende handler du sandsynligvis ud fra kærlighed og bekymring.

Alligevel kan nogle reaktioner få den udsatte til at lukke sig eller trække sig længere væk.

Undgå at stille ultimative krav

Sætninger som disse kan gøre situationen sværere:

“Hvis du går tilbage, vil jeg ikke hjælpe dig igen.”

“Enten forlader du partneren, eller også vil jeg ikke høre mere om det.”

“Du må vælge mellem mig og din partner.”

Den udsatte lever måske allerede med krav, kontrol og frygt for at træffe det forkerte valg. Et ultimatum kan øge ensomheden og gøre partneren til den eneste person, der er tilbage.

Undgå at kritisere eller ydmyge partneren

Det er forståeligt, hvis du bliver vred, når du oplever din nærmeste bliver behandlet dårligt.

Men meget hårde angreb på partneren kan få den udsatte til at forsvare relationen. Personen kan stadig elske partneren, håbe på forandring eller skamme sig over at være blevet i forholdet.

Tal i stedet om adfærden:

“Jeg bliver vred, når jeg hører, at du bliver truet.”

“Jeg bliver bekymret, når dine penge bliver kontrolleret.”

“Jeg tænker, at du ikke skal være bange for at sige din mening i dit eget hjem.”

Undgå at konfrontere partneren direkte

En direkte konfrontation kan få alvorlige konsekvenser.

Partneren kan øge kontrollen, isolere den udsatte yderligere eller kræve at få at vide, hvad personen har fortalt dig.

Lad derfor være med at kontakte partneren eller afsløre fortrolige oplysninger uden først at have overvejet sikkerheden for din nærmeste grundigt.

Undgå at overtage alle beslutninger

Du må gerne hjælpe med at skabe overblik og finde muligheder.

Men undgå så vidt muligt at handle hen over hovedet på din nærmeste. Det kan skabe utryghed og betyde, at personen ikke længere tør fortælle dig noget.

Det gælder også økonomisk hjælp.

Hvis du betaler for rådgivning, flytning eller andre udgifter, må hjælpen ikke blive et nyt middel til at styre personens beslutninger. Den skal gives med respekt for, at din nærmeste fortsat bestemmer over sit eget liv.

Undgå at gøre børn til informationskilder

Spørg ikke børnene ud om, hvad der foregår derhjemme.

Børn skal ikke være budbringere, vidner eller hemmelige informationskilder for de voksne. Lyt roligt, hvis et barn selv fortæller noget, men undgå ledende spørgsmål og afhøringslignende samtaler.

Du kan eksempelvis sige:

“Tak, fordi du fortæller mig det.”

“Det er ikke dit ansvar at løse de voksnes problemer.”

“Det, du fortæller, vil jeg hjælpe dig med at få den rette støtte til.”

Lov ikke barnet, at det, barnet fortæller, altid kan forblive en hemmelighed. Hvis du bliver alvorligt bekymret for barnets sikkerhed eller trivsel, kan du være nødt til at give bekymringen videre til nogen, der kan hjælpe.

Når din bekymring kræver en underretning

Alle har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der kan bringe barnets sundhed eller udvikling i fare.

En underretning er ikke en straf eller en dom over forældrene. Det er en måde at gøre kommunen opmærksom på, at et barn og måske hele familien kan have brug for hjælp og støtte.

Som udgangspunkt er det nænsomt og respektfuldt at fortælle din nærmeste, at din bekymring er blevet så alvorlig, at du mener, kommunen skal kontaktes.

Du kan eksempelvis sige:

“Jeg holder meget af dig og børnene, og min bekymring er blevet så stor, at jeg ikke længere synes, vi skal stå alene med den. Derfor mener jeg, at kommunen skal kende til situationen, så I kan få den rette hjælp. Jeg vil gerne fortælle dig det åbent, og jeg hjælper dig gerne gennem processen.”

Du behøver ikke have din nærmestes tilladelse for at underrette. Hvis din nærmeste ikke ønsker, at kommunen kontaktes, men din alvorlige bekymring for barnet fortsat består, skal du stadig reagere.

Der er dog situationer, hvor du ikke bør fortælle om underretningen på forhånd.

Hvis du har mistanke om, at barnet udsættes for fysisk eller psykisk vold eller seksuelle overgreb fra en forælder eller et nært familiemedlem, skal du ikke orientere den person, mistanken retter sig imod, før kommunen er kontaktet. Det samme gælder, hvis du vurderer, at en orientering kan øge risikoen for barnet eller den udsatte forælder.

Når partneren forsøger at inddrage dig

En partner, der udøver psykisk vold eller kontrol, kan forsøge at inddrage familie, venner og andre pårørende i relationen.

Måske bliver du kontaktet, fordi partneren vil fortælle sin version. Måske bliver din nærmeste beskrevet som ustabil, urimelig, vanskelig eller konfliktskabende. Partneren kan også forsøge at få oplysninger om, hvad personen har fortalt dig, hvor vedkommende opholder sig, eller hvilke planer der bliver lagt.

Det kan være svært at stå i.

Måske virker partneren både rolig og overbevisende. Måske siger personen, at vedkommende blot ønsker at løse konflikten. Du kan derfor begynde at tvivle på, hvad der egentlig foregår.

Du behøver ikke tage stilling til alle detaljer eller afgøre, hvem der har ret.

Men du bør være opmærksom på ikke at blive brugt som:

• Budbringer mellem parterne.
• Informationskilde.
• Mægler i en situation præget af frygt og kontrol.
• Vidne for en forklaring, du ikke selv kan stå inde for.
• Pressionsmiddel over for din nærmeste.

Del ikke fortrolige oplysninger om:

• Samtaler, du har haft med din nærmeste.
• Opholdssted.
• Planer om flytning eller brud.
• Kontakt til rådgivere.
• Økonomiske forhold.
• Børnene.
• Kommende møder eller aftaler.

Du kan holde dit svar kort og roligt:

“Jeg ønsker ikke at blive inddraget som mellemled mellem jer.”

“Det må du tale direkte med hende eller ham om.”

“Jeg videregiver ikke private oplysninger.”

“Jeg ønsker ikke at diskutere jeres relation.”

“Jeg kan ikke hjælpe dig med at få oplysninger om, hvor personen befinder sig.”

Undgå lange forklaringer og diskussioner. Jo mere du forklarer, desto flere muligheder kan der opstå for at presse dig, argumentere imod dig eller trække dig længere ind i konflikten.

Hvis partneren bliver ved med at kontakte dig, kan det være relevant at gemme beskederne og notere datoer og hændelser. Ved trusler, chikane eller alvorlig bekymring bør du søge professionel rådgivning om, hvordan du bedst reagerer.

Hvad hvis din nærmeste ikke vil have hjælp?

Det er smertefuldt at stå tæt på et menneske, som ikke tager imod den hjælp, du mener, personen har brug for.

Måske har du taget samtalen flere gange. Måske har personen lovet at gøre noget, men trukket sig igen. Måske bliver du bedt om ikke at blande dig.

Det kan føles, som om du svigter, hvis du ikke gør mere.

Men du kan ikke træffe beslutningen på din nærmestes vegne. Du kan heller ikke bære hele ansvaret for, hvornår personen bliver klar til at handle.

Du kan derimod plante et frø.

Du kan sætte ord på det, du ser. Du kan vise, at du er bekymret. Du kan fortælle, at hjælpen findes. Og du kan blive ved med at signalere: “Jeg er her, når du er klar.” Afvisningen behøver ikke være en afvisning af dig. Den kan være udtryk for frygt, skam, forvirring eller manglende tro på, at en forandring overhovedet er mulig.

Nogle gange går der lang tid, før den udsatte vender tilbage til den samtale, I har haft. Men ordene kan være blevet liggende og langsomt gøre det muligt for personen at forstå sin situation.

Når der er børn i familien

Børn mærker ofte langt mere, end de voksne håber.

De behøver ikke selv at blive råbt ad eller truet for at blive påvirket. At leve i et hjem præget af frygt, kontrol, nedgørelse eller uforudsigelighed vil altid sætte spor.

Børn kan reagere ved at:

• Blive stille og meget tilpassede.
• Forsøge at holde øje med de voksnes humør.
• Tage ansvar for stemningen i hjemmet.
• Forsøge at beskytte en forælder.
• Få ondt i maven eller hovedet.
• Have svært ved at sove.
• Blive vrede, urolige eller ukoncentrerede.
• Trække sig fra venner og aktiviteter.
• Skifte adfærd afhængigt af, hvilken forælder der er til stede.
• Gentage forklaringer og formuleringer, som ikke virker alderssvarende.

Børn kan blive påvirket både ved selv at blive udsat for psykisk vold og ved at overvære vold mod andre i hjemmet.

Din rolle som tryg voksen

Som bedsteforælder, moster, onkel, ven/veninde eller anden nær voksen kan du blive et vigtigt holdepunkt.

Du kan:

• Være rolig og forudsigelig.
• Vise barnet, at du er glad for at se det.
• Lytte, hvis barnet selv fortæller.
• Undgå at afhøre barnet.
• Lade være med at tale grimt om barnets forældre.
• Fortælle barnet, at de voksnes problemer aldrig er barnets ansvar.
• Give barnet almindelige pauser med leg, nærvær og genkendelige rutiner.
• Hjælpe med afhentning, fritidsaktiviteter og praktiske opgaver.
• Skabe et sted, hvor barnet kan få ro.
• Reagere, hvis du bliver alvorligt bekymret for barnets sikkerhed eller trivsel.

Efter et brud kan børnene have særligt brug for genkendelighed.

Her kan du som pårørende hjælpe med helt almindelige ting: lave aftensmad, hente fra skole, sørge for rent tøj, tage med til en fritidsaktivitet eller give den udsatte forælder mulighed for at hvile.

Det kan lyde småt. Men i en kaotisk periode kan netop de almindelige og stabile handlinger skabe stor tryghed.

Du kan læse mere om psykisk vold mod børn i mit særskilte blogindlæg.

Når den psykiske vold fortsætter efter skilsmissen

Et brud afslutter ikke nødvendigvis den psykiske vold.

For nogle begynder den mest intense periode først, når den udsatte forsøger at gå eller skabe mere afstand.

Når der er fælles børn, kan kontakten ikke altid afbrydes. Kontrollen kan i stedet fortsætte gennem:

• Beskeder og telefonopkald.
• Samvær og overleveringer.
• Økonomiske uenigheder.
• Skole, institution og fritidsaktiviteter.
• Krav om løbende information.
• Trusler om at tage børnene.
• Gentagne konflikter om selv små beslutninger.
• Henvendelser til myndigheder.
• Beskyldninger eller anklager, som den udsatte oplever som urigtige.
• Forsøg på at svække barnets relation til den anden forælder.
• Stalking, overvågning eller uønsket kontakt.

For den udsatte kan det være svært at forklare omgivelserne, hvorfor en besked, der umiddelbart ser høflig ud, skaber så stor uro.

Men den enkelte besked kan ikke altid forstås isoleret set. Den kan være del af en lang historie, et bestemt mønster eller en underforstået trussel, som kun parterne kender betydningen af.

Vær der også, når den første tid er gået

Mange mennesker er gode til at hjælpe i de første dage.

De kommer med flyttekasser, mad og praktisk hjælp. Men efter nogle uger vender de fleste tilbage til deres eget liv.

For den udsatte er problemerne ikke nødvendigvis slut.

Måske begynder myndighedsmøderne først nu. Måske kommer konflikterne om børnene. Måske bliver økonomien mere presset. Måske bliver ekspartnerens beskeder mere intense. Eller måske begynder tvivlen først at fylde, når der igen bliver stille.

Derfor kan du gøre en stor forskel ved at fortælle:

“Jeg ved, at det ikke hele er overstået, fordi du er flyttet. Jeg vil også gerne være her i tiden efter.”

Det kan betyde, at du fortsætter med at:

• Ringe og spørge, hvordan personen faktisk har det.
• Komme forbi med mad.
• Hjælpe med børnene.
• Følge med til møder.
• Hjælpe med praktiske opgaver.
• Være til stede på svære mærkedage.
• Hjælpe med at skabe struktur i en ny hverdag.
• Minde personen om aftaler og tidsfrister.
• Give plads til både lettelse, sorg, vrede og tvivl.

Din nærmeste kan være lettet over bruddet og samtidig savne partneren.

Personen kan vide, at forholdet var skadeligt, og alligevel tvivle på sin beslutning. De to følelser kan godt eksistere samtidig.

Her er det vigtigt, at du ikke siger:

“Du må da være glad nu.”

“Nu er det jo overstået.”

“Du skal bare videre.”

Sig i stedet:

“Jeg kan godt forstå, at det er svært, selvom du ved, at bruddet var nødvendigt.”

Sådan kan du støtte efter bruddet

Som pårørende kan du hjælpe ved at:

• Skabe ro omkring praktiske opgaver.
• Passe børn, når den udsatte skal til møder.
• Følge personen til en rådgivende samtale.
• Hjælpe med at skabe overblik over beskeder og aftaler.
• Skrive dine egne konkrete observationer ned med dato og sammenhæng.
• Støtte personen før og efter møder med myndigheder.
• Være opmærksom på ændringer i børnenes trivsel.
• Undgå at blive budbringer mellem forældrene.
• Hjælpe personen med at fastholde korte og saglige svar.
• Minde personen om, at vedkommende ikke behøver besvare alt med det samme.
• Bidrage økonomisk til rådgivning eller anden relevant hjælp, hvis du har mulighed for det.
• Hjælpe med flytning, bolig og etablering af en ny hverdag.
• Være en stabil støtte, også når processen trækker ud.

Det er vigtigt, at dine eventuelle notater beskriver det, du selv har set eller hørt, uden at overdrive eller tolke på motiver.

Du kan her læse mere om forældrefremmedgørelse, og om hvordan psykisk vold kan fortsætte gennem børnene og samarbejdet efter en skilsmisse.

Når den udsatte er en mand

Mænd kan også være udsat for psykisk vold.

Alligevel kan det være særligt svært for nogle mænd at sætte ord på det, de oplever.

Manden kan skamme sig over, at han ikke har kunnet “klare det selv”. Han kan være bange for ikke at blive troet på eller for at blive betragtet som den stærke og dermed også den sandsynlige voldsudøver.

Nogle mænd taler ikke om frygt eller sårbarhed. I stedet fortæller de om konflikter, stress, søvnproblemer, problemer på arbejdet eller bekymringen for børnene.

De kan også reagere ved at trække sig eller blive følelsesmæssigt overvældede, når de endelig begynder at fortælle.

Her kan du som pårørende hjælpe ved at møde manden uden fordomme:

“Det, du fortæller, lyder alvorligt.”

“Du behøver ikke kunne klare det alene.”

“Det er i orden at være påvirket af det, du har været igennem.”

“Skal jeg hjælpe dig med at finde nogen, du kan tale med?”

Du kan læse meget mere i mit blogindlæg om psykisk vold mod mænd.

Husk også at passe på dig selv

Det kan være meget belastende at være pårørende.

Du kan opleve:

• Konstant bekymring.
• Magtesløshed.
• Vrede mod partneren.
• Frustration over din nærmeste.
• Skyld over ikke at gøre nok.
• Søvnproblemer og tankemylder.
• Frygt for at modtage et alvorligt opkald.
• Konflikter med andre familiemedlemmer om, hvad I skal gøre.

Måske er du blevet den, der altid tager telefonen, passer børnene, finder løsningerne og forsøger at holde sammen på det hele.

Din støtte er værdifuld. Men du kan ikke være til rådighed hele døgnet eller bære ansvaret alene.

Du må gerne sætte grænser.

Du kan eksempelvis sige:

“Jeg vil meget gerne hjælpe dig, men jeg kan ikke svare på telefonen hele natten.”

“Jeg kan godt passe børnene på tirsdag, men jeg kan ikke gøre det hver dag.”

“Jeg er bekymret for dig, men jeg har brug for, at vi får andre med ind over.”

“Jeg vil gerne støtte dig, men jeg tror det er vigtigt at jeg ikke er den eneste, du taler med.”

Lov kun det, du realistisk kan holde

Det kan være fristende at sige:

“Jeg er der 100 procent.”

Det kan være netop den tryghed, din nærmeste har brug for at høre. Men prøv samtidig at være konkret og realistisk.

Hvad kan du faktisk tilbyde?

Kan du hjælpe med flytningen? Kan du passe børnene en fast dag? Kan du betale for nogle rådgivende samtaler? Kan du følge med til møder? Kan du ringe hver aften i den første tid?

Stabil og forudsigelig hjælp skaber ofte større tryghed end store løfter, som senere bliver svære at indfri.

Du kan sige:

“Jeg går ikke, når det bliver svært. Jeg vil gerne hjælpe dig både før, under og efter et brud. Lad os tale om, hvad jeg konkret kan tage ansvar for.”

At passe på dig selv er ikke det samme som at svigte.

Det er en forudsætning for, at du kan blive ved med at være en stabil støtte.

Hvornår kan det være en god idé, at du søger rådgivning?

Du behøver ikke vente, til din nærmeste selv er klar til at kontakte en rådgiver.

Som pårørende kan du også have brug for hjælp til at forstå, hvad du ser, og hvordan du bedst handler.

Det kan være relevant at søge rådgivning, hvis:

• Du er usikker på, om der er tale om psykisk vold.
• Du er bange for at sige eller gøre noget forkert.
• Din nærmeste afviser hjælp.
• Situationen er blevet mere alvorlig.
• Der er børn involveret.
• Kontrollen fortsætter efter en skilsmisse.
• Du bliver inddraget i konflikter eller myndighedssager.
• Du er usikker på, hvilke observationer der er vigtige.
• Du selv er ved at blive udmattet.
• Du har brug for hjælp til at tage den første samtale.
• Du gerne vil betale for professionel hjælp, men er i tvivl om, hvordan du tilbyder det på en nænsom måde.
• Du har lovet at hjælpe efter et brud og har brug for støtte til at afgrænse din rolle.

I en samtale kan vi sammen se nærmere på det, du oplever.

Jeg kan hjælpe dig med at skelne mellem almindelig konflikt og mulige voldelige kontrolmønstre. Vi kan tale om din rolle, din bekymring for børnene, og hvordan du kan støtte uden at overtage.

Du behøver ikke på forhånd at have beviser på psykisk vold. Dine observationer og bekymringer er tilstrækkelige.

Du må gerne kontakte mig, fordi du er urolig og har brug for at finde ud af, hvad dit næste skridt kan eller bør være.

Du behøver ikke stå alene med din bekymring

I en fortrolig samtale tager vi udgangspunkt i det, du konkret har set, hørt og oplevet. Sammen kan vi se på, hvordan du bedst støtter din nærmeste uden at presse, overtage eller komme til at stå alene med hele ansvaret.

Du behøver ikke have beviser eller kende hele historien. Din bekymring er et tilstrækkeligt sted at begynde.

Ofte stillede spørgsmål

Når du står ved siden af et menneske, du holder af

Det kan være ensomt at stå ved siden af et menneske, du holder af, og mærke, at noget er galt.

Du vil gerne hjælpe. Samtidig er du måske bange for at presse for meget, gøre for lidt eller komme til at skubbe personen længere væk.

Den tvivl er forståelig.

Med mere end 25 års erfaring i arbejdet med børn og familier har jeg talt med flere pårørende, som står præcis dér. Jeg ved, hvor svært det kan være at se et menneske, man holder af, langsomt forandre sig – og samtidig være usikker på, hvad man må og bør gøre.

Du behøver ikke kende alle svarene.

Jeg rådgiver både mennesker, der selv er udsat for psykisk vold, og pårørende, der har brug for hjælp til at forstå situationen og finde deres egen rolle.

Sammen kan vi se på det, du oplever, og finde frem til, hvordan du bedst kan støtte din nærmeste – uden at du skal bære hele ansvaret alene.

Du kan også kontakte mig, hvis du overvejer at betale for rådgivning til din nærmeste, eller hvis du gerne vil være en stabil støtte før, under og efter et brud, men er usikker på, hvordan du bedst gør det.

Din bekymring er grund nok til at række ud

Du behøver ikke vide med sikkerhed, om der er tale om psykisk vold. Og du behøver ikke allerede have besluttet, hvad du skal gøre.

Jeg hjælper dig med at forstå det, du ser, finde din rolle og overveje dit næste skridt – med omsorg for både din nærmeste og dig selv.

Rådgivningen er også for dig, der står ved siden af.